Joris-Karl Huysmans (original) (raw)

Faktaboks

Joris-Karl Huysmans

Charles-Marie-Georges Huysmans

Født

5. februar 1848, Paris

Død

12. maj 1907, Paris

Joris-Karl Huysmans var en fransk forfatter. Joris-Karl Huysmans' værker afspejler det franske fin-de-siècles udvikling fra naturalisme over symbolistisk æsteticisme til religiøs mysticisme a la Charles Péguy og Paul Claudel.

Fra naturalisme til æsteticisme

Huysmans' liv som ungkarl og beskeden funktionær i Indenrigsministeriet var den typiske kontorslaves, indtil han i 1898 trak sig tilbage til et benediktinerkloster. I sine essays og romaner er han en fornyer af stil og tematik. Hans første romaner er brutale, naturalistiske skildringer af bl.a. det parisiske arbejderproletariat.

I sit hovedværk A rebours (1884, dansk Mod strømmen, 2019) bryder Joris-Karl Huysmans imidlertid med naturalismens biologisme. Hans hovedperson, Des Esseintes, er en raffineret æstet, hvis mål er at leve i en selvskabt kunstverden isoleret fra den materielle virkelighed.

Dekadence

Des Esseintes er blevet prototypen på den dekadente livsnyder, der i kunsten søger sjælens fuldkommenhed, men finder intetheden. De næste værker er præget af hovedpersonen Durtals religiøse søgen, bl.a. i satanisk retning (Là-bas, 1891, dansk Fra dybet, 2021), og ender med hans omvendelse til katolicismen i den selvbiografiske roman En route (1895, På vej).

Læs mere i Lex

Litteratur

Kommentarer