Julia Domna (original) (raw)

Faktaboks

Julia Domna

Død

217

Julia Domna var en romersk kejserinde. Julia Domna stammede fra Emesa i provinsen Syria (nutidens Homs i Syrien) og var datter af byens solpræst. I 185 blev hun gift med den senere kejser Septimius Severus, med hvem hun fik sønnerne Geta og Caracalla.

Julia Domna var veluddannet og samlede i Rom en kreds af filosoffer og litterater omkring sig. Hun synes at have spillet en betydelig politisk rolle.

Efter Septimius Severus' død i 211 støttede hun først Geta i hans kamp med Caracalla om kejsermagten. I 212 lod Caracalla broderen fjerne, og Julia Domna havde også i hans regeringstid en vigtig politisk rolle. Efter mordet på Caracalla begik hun selvmord.