K-vitamin (original) (raw)
K-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, som er nødvendigt for aktivering af en række proteiner, der medvirker til, at blodet størkner efter skade på blodkar (blodkoagulation), kalkindlejring i knoglerne og forebyggelse af blodkarrenes forkalkning. K-vitamin har formentlig en række andre funktioner, som vi endnu ikke ved tilstrækkeligt om.
Faktaboks
Også kendt som
koagulationsvitamin
Ved mangel på K-vitamin kan man få blødning fra slimhinder og hud, samt forlænget blødningstid. Desuden er der formentligt en sammenhæng mellem lavt K-vitaminindtag og risiko for udvikling af knogleskørhed (osteoporose). I et hollandsk studie udført på ældre kvinder har man derudover fundet, at K1-vitamin i store mængder (1.000 mikrogram om dagen) forebygger, at halspulsårerne stivner.
Historik
K-vitamin blev opdaget af den danske biokemiker Henrik Dam, som påviste blødninger under huden hos kyllinger fodret med K-vitaminfattig kost. Ved tilførsel af et fedtopløseligt stof fra grønne blade kunne han forebygge blødningerne hos kyllingerne. Senere isolerede Henrik Dam, sammen med Edward Adelbert Doisy, det fedtopløselige stof, som blev til K-vitamin. K står for koagulation.
Typer af K-vitamin
K-vitamin er egentlig et fællesnavn for tre grupper fedtopløselige forbindelser:
- fyllokinonderivater (K1-vitamin), som findes i grønne planter
- menakinonderivater (K2-vitamin), som dannes af mange mikroorganismer, blandt andet bakterier i tarmen
- Menadion (K3-vitamin), som fremstilles kunstigt og bruges som kosttilskud
Alle tre grupper har samme virkning, og animalsk væv kan indeholde alle tre typer af K-vitamin, selvom lagrene først og fremmest består af K1-vitamin og K2-vitamin.
K-vitamins funktion
K-vitamin fungerer som en kofaktor for karboksylering ved aktivering af flere koagulationsfaktorer i leveren, herunder protrombin (faktor II) såvel som faktor VII, IX og X. Desuden spiller vitaminet en rolle ved aktivering af proteiner, der regulere knoglemineralisering (osteocalcin, matrix GLA protein). K-vitamin modvirker derudover forkalkning af blodkar.
K-vitamin hæmmende stoffer
Der findes flere stoffer, som hæmmer virkningen af K-vitamin. Antikoagulationsmidlet dikumarol virker ved at hæmme karboksyleringen. Warfarin er også et antikoagulationsmiddel, og bruges blandt andet som blodfortyndende medicin. Høje doser af forskellige typer antikoagulationsmidler bruges i muse- og rottegift, som resulterer i, at skadedyrene dør af indre blødninger.
Brug af antibiotika kan reducere indtaget af K-vitamin, fordi tarmens bakterieflora hæmmes. Nedsat optagelse af fødemidler fra tarmen (malabsorptionssygdomme) kan også føre til K-vitaminmangel. Derudover kan enkelte blodfortyndende typer medicin virke hæmmende på K-vitaminfunktionen.
Hvor findes K-vitamin?
Grønne bladgrøntsager har en højt indhold af K1-vitamin, mens K2-vitamin findes i mindre mængder i kød, æg og visse oste. Fermenteret soja, som det japanske Natto, indeholder meget høje mængder af K2-vitamin.
K-vitamin i form af K2-vitamin produceres af bakterier, både i tarmen hos mennesker og andre pattedyr og ved fermentering af fødevarer. Tidligere troede man, at produktionen af K-vitamin i tarmen var nok til at forsyne os med tilstrækkelige mængder, men det ser ikke ud til at være sandt.
Eftersom modermælk indeholder begrænsede mængder af K-vitamin, og da tarmen er næsten steril ved fødslen, gives nyfødte rutinemæssigt en indsprøjtning med K-vitamin lige efter fødslen.
Behovet for K-vitamin
Det daglige behov for K-vitamin hos voksne er ca. 1 mikrogram pr. kg legemsvægt. Behovet er baseret på at sikre normal koagulation. Der er dog flere forskere, der mener, at der skal et langt højere indtag til, for at sikre optimal funktion af de proteiner, der er involveret i knoglemineralisering og forebyggelse af forkalkning af blodkar. Flere lande, herunder Japan og Canada, anvender meget høje doser (45 mg/dag) af K2-vitamin i behandlingen af knogleskørhed.
Mangel på K-vitamin
K-vitaminmangel kan føre til øget blødningstendens. Det er årsagen til den rutinemæssige indsprøjtning med K-vitamin til nyfødte. Voksne udvikler normalt ikke K-vitaminmangel, som kun ses ved sygdomstilstande, hvor optagelsen fra tarmen er mangelfuld. K-vitaminmangel ses også ved behandling med lægemidler, der hæmmer dannelsen af koagulationsfaktorer.
Forgiftning med K-vitamin
Der er ikke beskrevet forgiftninger med K-vitamin. Dog skal personer, der indtager blodfortyndende midler som dikumarol og warfarin, undgå at tage tilskud med K-vitamin, da disse ellers vil kunne neutralisere virkningen af den blodfortyndende medicin.