Kevin Keegan (original) (raw)
Faktaboks
Kevin Keegan
Joseph Kevin Keegan
Født
14. februar 1951
Kevin Keegan er en tidligere engelsk fodboldspiller og -træner, der i sin aktive karriere spillede for bl.a. Liverpool FC og Hamburger SV. I perioden 1972-1982 spillede han 63 landskampe og scorede 21 mål for det engelske landshold. Kevin Keegan var en af de første superstjerner i international fodbold, og han blev kåret til årets fodboldspiller i Europa (Ballon d'Or) i både 1978 og 1979.
Kevin Keegans spillerkarriere
Kevin Keegan i en kamp for Southampton i november 1981.
Kevin Keegan spillede professionelt i årene 1971-1984 i Scunthorpe Utd, Liverpool FC, Hamburger SV, Southampton og Newcastle. Især hans tid i Liverpool og Hamburger SV var vigtig, og her udviklede Keegan sig til en af de bedste spillere i verden på det tidspunkt. Hos Liverpool var han en vigtig del af skotten Bill Shanklys storhold, og det blev blandt andet til tre mesterskaber samt Europa Cuppen for Mesterhold (nu: Champions League). Hos Hamburger SV var "The Mighty Mouse", som var Keegans kælenavn, med til at vinde Bundesligaen, ligesom han var en del af det hold, der i 1980 nåede finalen i Europa Cuppen for Mesterhold; kampen blev dog tabt til Nottingham Forest.
Klubber
- Scunthorpe United (1968–1971)
- Liverpool (1971–1977)
- Hamburger SV (1977–1980)
- Southampton (1980–1982)
- Newcastle (1982–1984)
Trænerkarriere
Kevin Keegan var efter sin karriere aktiv som træner i klubberne Newcastle (1992-1997 og 2008), Fulham FC (1997-1999) og Manchester City (2001-2005). Han var også landstræner for England i årene 1999-2000. Hans karriere som træner var dog mindre prangende end hans spillerkarriere. Kevin Keegan har desuden medvirket som ekspert på flere britiske tv-kanaler.
Titler og pokaler
- Engelske mesterskaber (1973, 1976, 1977)
- FA Cup (1974)
- Europa Cup for Mesterhold (1977)
- UEFA Cup (1973, 1976)
- Bundesliga (1979)
- Ballon d'Or (1978, 1979)