Klaus Hoffmeyer (original) (raw)

Faktaboks

Klaus Hoffmeyer

Klaus Normann Hoffmeyer

Født

23. september 1938

Død

6. marts 2019

Klaus Hoffmeyer var en dansk teater- og tv-instruktør og bror til Henrik og Jesper Hoffmeyer.

Klaus Hoffmeyer indledte sin teaterkarriere på Studenterscenen med bl.a. Dværgen, der blev væk (1966, tv-version 1968) af Jess Ørnsbo, som han siden arbejdede med flere gange. I 1967 oversatte han Antonin Artauds Det dobbelte teater, og det var da også ved sit engagement i teatrets mere irrationelle og passionerede sider, undertiden parret med en vis kølig ironi, at Klaus Hoffmeyer markerede sig som en af sin periodes betydeligste instruktører.

I løbet af en mangeårig periode som dramaturg og instruktør ved TV-Teatret bevægede Klaus Hoffmeyers interesse sig over mod sceneteatret, fra 1970'erne som dramaturg og instruktør på Aarhus Teater og fra 1986 på Det Kongelige Teater, hvor han 1996-2004 var skuespilchef.

På disse scener dyrkede han med forkærlighed det store, gerne romantiske drama hos fx William Shakespeare og Adam Oehlenschläger (Kjartan og Gudrun, 1993). I 1983-87 og igen i 1996 opsatte han Wagners Nibelungens ringDen Jyske Opera.

Hoffmeyer dyrkede også den mindre og intense form i "uspillelige" stykker som Fassbinders Affaldet, byen og døden (Mammutteatret 1987) og Oehlenschlägers Fostbrødrene (Det Kgl. Teater 1999).

Klaus Hoffmeyer modtog Teaterkatten i 1971, Teaterpokalen i 1988 og Bikubens Hæderspris ved årets Reumert-uddeling i 2013.