Krafla (original) (raw)

Krafla, vulkanområde i det nordlige Island 60 km øst for Akureyri; området er en del af Den Midtatlantiske Rygs aktive midterzone. Det består af en 818 m høj sammenstyrtet vulkan (caldera), som skæres af en ca. 100 km lang spredningszone; systemet har været særdeles aktivt siden 1975. Denne aktivitet kendetegnes af lange perioder med lokal hævning af jordoverfladen, når magma samles under calderaen, og korte tømningsperioder, når det trænger ind i sprækkesystemet eller op til overfladen som vulkanudbrud. Disse gentagne akkumuleringer og tømninger reguleres af svingende trykforhold i et magmakammer ca. 3 km under calderaens bund og af tektonisk stress i spredningszonens pladegrænser. Med seismisk og geodætisk udstyr følges bevægelserne i kammeret nøje, så udbrud har kunnet forvarsles med god sikkerhed.

Området rummer en del gårde og en bebyggelse ved Mývatn. Den rigelige geotermiske energi udnyttes til elproduktion i et kraftværk med en effekt på 60 MW.