Kunsthistorisches Museum (original) (raw)

Kunsthistorisches Museum er indrettet i en bygning ved Ringstrasse i Wien. Museet er opført i årene 1872 til 1891 af Gottfried Semper og Karl von Hasenauer.

Kunsthistorisches Museum er et kunstmuseum i Wien. Museet er et af verdens rigeste med vægt på billedkunst og kunsthåndværk fra antikken til omkring 1780. Det er indrettet i en bygning ved Ringstrasse opført i årene 1872-1891 af Gottfried Semper og Karl von Hasenauer.

Museets samlinger

Kunsthistorisches Museums grundstamme er de habsburgske fyrsters privatsamlinger, særlig malerisamlingen, som grundlagdes i 1500-tallet af kejser Rudolf 2. og rummer hovedværker af blandt andre Rafael, Tizian, Dürer, Hans Holbein den yngre, Pieter Bruegel den ældre, Velázquez, Rembrandt og Rubens.

Samlingerne af kunstgenstande, musikinstrumenter, mønter og medaljer, våben, vogne og kareter tæller attraktioner som arkæologiske fund fra Efesos, den antikke romerske kamé Gemma Augustea, Det Tysk-romerske Riges krone og Habsburgernes regalier samt Frans 1.s saltkar af Benvenuto Cellini.

Museets samlinger er i dag fordelt mellem Gottfried Sempers hovedbygning, Hofburg, Neue Burg og slottet Schönbrunn, alle beliggende i Wien. Desuden findes den såkaldte Ambras-samling i Schloss Ambras ved Innsbruck, der viser ærkehertug Ferdinand 2.s (1529-1595) righoldige samlinger.

Læs mere i Lex

Kommentarer