Kyotoprotokollen (original) (raw)

Kyotoprotokollen er en international aftale om reduktion af udledning af kuldioxid og andre drivhusgasser.

Faktaboks

Også kendt som

Kyotoaftalen

Aftalen blev indgået i den japanske by Kyoto i 1997. Kyotoprotokollen trådte i kraft i 2005 og er bl.a. tiltrådt af Danmark, men ikke af bl.a. USA, Kina og Indien (2012).

Efter protokollen, som var en opfølgning på Klimakonventionen, skulle ilandene, herunder Rusland og en række andre Central- og Østeuropæiske lande, i perioden 2008-2012 nedsætte udslippet af drivhusgasser med 5 % i forhold til 1990. De fleste lande havde reduktionsmål på mellem 6 og 8 %. EU-landene havde selv aftalt sin egen interne fordeling af reduktionsmålet, den såkaldte "byrdefordelingsaftale". Danmark forpligtede sig her til at reducere udslippet med 21 %, mens EU som helhed vil nedsætte udslippet med 8 %.

I 2005 begyndte forhandlingerne om tiden efter 2012. EU besluttede sig for en strategi, som ville betyde en global opvarmning på maksimalt 2 °C. I 2020 betød det reduktioner på omkring 15-30 % af 1990-niveauet for industrilandene.

I Danmark søges denne bestræbelse opnået gennem en pragmatisk fremgangsmåde, hvor de større energiproducenter (både offentlige og industrielle) hvert år aflægger en kuldioxidindberetning til Energistyrelsen. Dette sker omtrent i perioden januar-marts, hvorefter en række verifikatorer gennemgår tallene. Til sidst indberettes de til en fælles europæiske database. Tallene har været samlet ind i Danmark siden 2003, hvor man i perioden har søgt at digitalisere dataindsamlingen.

Ved Klimakonferencen COP15 i 2009 i København lykkedes det ikke at indgå en ny klimaaftale, men ved COP18 i 2012 i Doha, Quatar, blev Kyotoprotokollen forlænget til 2020 med den såkaldte "Doha Amendment" med ekstra bindinger landene imellem, dog ingen af juridisk karaktér. Flere lande trak sig fra Kyotoprotokollen i forbindelse med aftalen i Doha. Det gjaldt bl.a. Canada, mens Japan, New Zealand og Rusland ikke kom med nye reduktionsmål.