LEGOLAND (original) (raw)

LEGOLAND er en forlystelsespark i Billund, grundlagt 1968 af legetøjsfabrikken LEGO. Parkens samlede areal er 11 ha; heraf udgør selve gæstearealet 71/2 ha. Hovedattraktionen er et miniland med modeller af kendte bygninger og lokaliteter bygget op af ca. 45 mio. LEGO klodser.

I parken findes desuden westernbyen LEGOREDO Town, forskellige kørende forlystelser og flere steder, hvor man frit kan bygge med alle typer LEGO klodser eller prøve de nyeste LEGO TECHNIC-computerprogrammer.

Desuden findes en samling af 400 gamle dukker og 40 dukkehuse samt 1200 stykker mekanisk legetøj fra 1850-1950. I 1978 udvidedes samlingen med det engelske pragtdukkehus "Titanias Palads", som rummer 3000 miniaturegenstande af høj kvalitet. Det blev imidlertid udlånt til Egeskov Slot i 2007, hvor det stadig kan ses.

LEGOLAND er Danmarks mest besøgte turistattraktion uden for København med ca. 1,7 mio. gæster.

I 1996 åbnede en LEGOLAND-park i Windsor uden for London, i 1999 en tredje i Carlsbad, Califorinien, og i 2002 indviedes den fjerde i Günzburg i Sydtyskland. I 2005 solgte LEGO alle fire parker efter økonomiske vanskeligheder de foregående år.

LEGO Koncernen ejer dog fortsat 30% af aktierne i det nuværende ejerselskab Merlin Entertainments Group, der i 2011 indviede endnu et Legoland i Winter Haven, Florida, i 2012 i Johor, Malaysia, i 2016 i Dubai, i 2017 i Nagoya, Japan, i 2021 i Goshen nord for New York og i 2022 i Chuncheon, Sydkorea.