Leni Riefenstahl (original) (raw)

Faktaboks

Leni Riefenstahl

Helene Bertha Amalia Riefenstahl

Født

1902

Død

2003

Lene Riefenstahl lykønskes af Adolf Hitler ved en filmpremiere på en af Riefenstahls film fra De Olympiske Lege i Berlin i 1936.

Leni Riefenstahl var en tysk filminstruktør og skuespiller. Hun var stærkt fascineret af nazismen og lavede efter Adolf Hitlers magtovertagelse en række dokumentar- og propagandafilm, der forherligede styret. Hun blev 101 år.

Bjergfilm og Grønland

Leni Riefenstahl var oprindeligt uddannet som danser og vakte i de tidlige 1920'ere furore ved at optræde topløs. Fra 1926 spillede hun kvindelig vovehals i flere af Arnold Fancks (1889-1974) såkaldte bjergfilm, der melodramatisk benyttede naturen som aktør og stillede filmfolkene overfor vanskelige udfordringer, blandt andet med belysning. Skridtet til at instruere film tog hun med Das blaue Licht (1932, Det blaa Lys), som var i samme genre.

I 1932 var hun med Fanck i Vestgrønland, hvor hun bistået af Knud Rasmussen sammen med den berømte krigsflyver Ernst Udet indspillede filmen SOS Eisberg (1933, SOS Isbjerg).

Nazistisk propaganda

Leni Riefenstahl var stærkt fascineret af nazismen. I 1932 hørte hun første gang Adolf Hitler tale og var efter eget udsagn aldeles fortryllet. Under et USA-besøg beskrev hun ham i et interview som "det største menneske, der nogensinde har levet. Han er i sandhed fejlfri, så enkel og på samme tid i besiddelse af maskulin styrke."

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse indvilligede hun beredvilligt i at dokumentere nationalsocialisternes propagandamanifestationer, og NSDAP stillede enorme summer til rådighed for hendes filmproduktioner Sieg des Glaubens (1933, Troens sejr) om partikongressen i Nürnberg 1933, Triumph des Willens (1935, Viljens triumf) om partikongressen i Nürnberg i 1934 og Olympia, 1-2 (1938, Olympiadefilmen) om De Olympiske Lege i Berlin i 1936. I Tag der Freiheit (1935, Frihedens dag) forherligede hun den nyetablerede tyske værnemagt. Efter det tyske felttog mod Polen i 1939 filmede hun Hitlers sejrsparade i Warszawa.

Priser for filmæstetik

Instruktør Leni Riefenstahl under filmklipning i 1935.

Trods deres nazismeforherligende indhold betragtes Triumph des Willens og _Olympia_-filmene i filmkredse som hovedværker inden for dokumentarfilmgenren.

For Triumph des Willens fik hun flere priser – bl.a ved filmfestivalen i Venedig. De vidner om instruktørens ubestridelige sans for filmmediets kunstneriske og æstetiske muligheder og innovative fotografi- og klippeteknik. Samtidig viser de, at grænsen mellem dokumentation og propaganda er flydende. I Triumpf des Willens iscenesættes Hitler som en frelser, der stiger ned fra himlen og tiljubles i det uendelige af masserne i det nazistiske hærskue.

Under nazismen spillede Leni Riefenstahl meget rollen som celebrity og lod sig gerne vise frem af styret. Både Hitler, Albert Speer og Joseph Goebbels søgte hendes selskab. Til Goebbels, der som propagandaminister skulle godkende alle filmprojekter og misbrugte sin position til seksuelle avancer overfor mange kvindelige kunstnere, var forholdet dog kompliceret.

Spillefilmen Tiefland

Leni Riefenstahl fik store midler til sit arbejde med spillefilmen Tiefland, også en bjergfilm, der havde hende selv i hovedrollen som spansk danserinde og byggede på handlingen i Eugène d'Alberts opera. Produktionen blev længe udskudt og senere jævnligt afbrudt af krigen, men de bevarede optagelser lod sig ved hjælp af eftersynkronisering og anden postproduktion klippe sammen til en slags helhed, der stærkt forsinket fik premiere i 1954 i Stuttgart uden at vække opsigt.

Nazistisk medløber

Efter 'Det tredje Riges' sammenbrud sad Riefenstahl interneret et stykke tid, og hun måtte gennem flere afnazificeringsprocesser. Som med de fleste af den tyske elite fik hun til sidst prædikatet 'medløber', men til forskel fra sine mandlige kolleger som Veit Harlan, der lavede fem spillefilm efter krigen, kunne hun ikke få arbejde ved filmen.

Ny karriere efter krigen

I 1966 fik Riefenstahl dog et comeback som fastbilledfotograf, da hun besøgte Afrika og i farver skildrede især de nøgne, mandlige medlemmer af Nuba-stammen i Sudan. Billederne blev trykt i både amerikanske og tyske magasiner og i fotobøger, som Riefenstahl selv stod for. Nuba-billederne høstede mange lovord, men også kritik: Man så i hendes fornyede kropsdyrkelse en parallel til Olympia-filmene og betragter i dag billederne som behersket af det koloniale blik.

Riefenstahl overlevede både en alvorlig trafikulykke og styrt med en helikopter, og 90 år gammel slog hun sig på undervandsfotografering og leverede en svanesang fra det undersøiske, dokumentarfilmen Impressionen unter Wasser (Undervandsindtryk) fik premiere i forbindelse med hendes 100-års fødselsdag i 2002.

Alvorlige anklager for medviden

Leni Riefenstahl forblev — det hænger også sammen med hendes lange, aktive liv — én af 1900-tallets mest omstridte personligheder. Hun var anerkendt i internationale filmkredse for sit ekstraordinære tekniske og kompositoriske talent, men blev efter 1945 i et vist omfang skyet af den tyske offentlighed.

Man krævede, at hun skulle undskylde sit engagement i nazismen, men det ville hun ikke. Hun benægtede at have været vidende om regimets brug af koncentrationslejre og om jødeforfølgelsen, selv da fotografisk materiale fremkom, som viste hende som tilskuer ved en massakre på jøder i Polen 1939. Hun hævdede, at hun havde været naiv som millioner af andre tyskere, var blevet forført og blot havde levet for sin kunst.

Senest da man efter hendes død fik adgang til hendes meget omfattende arkiv, blev det klart, at hun vedblev at være nazist til det sidste, som påvist i dokumentarfilmen Riefenstahl (2024) af Sandra Maischberger og Andreas Veiel.

En stor del af fascinationen og animositeten omkring hendes person hang sammen med hendes køn. Et forlydende om, at hun havde været Hitlers elskerinde, blev der gang på gang kogt suppe på i den kulørte presse. Hun reagerede på bagvaskelser med sagsanlæg. Ligeledes sagsøgte hun alle, der uden at betale brugte eller misbrugte hendes film, som hun selv beholdt rettighederne til. Hun fik selv sin sag for adskillige gange.

Den alvorligste anklage var måske ikke, at hun havde forherliget Hitler, men at hun ved optagelserne til Tiefland i 1940 havde benyttet tvangsudskrevne romaer som statister, at disse senere var blevet myrdet i en koncentrationslejr, og at hun vidste om det. Ingen af de mange processer mod hende førte til domfældelse.

Det var først, da pop- og rockkulturen begyndte at flirte med hendes æstetik, hun vandt terræn igen uden for Tyskland. Som da det britiske Sunday Times bestilte hende til at dække De Olympiske Lege i München i 1972 eller fotografere Mick og Bianca Jagger.

I det officielle Tyskland, splittet eller genforenet, ville de færreste dog røre ved hende. En række af de priser, der normalt gives for en bemærkelsesværdig indsats i tysk film, gik hendes næse forbi. En æresmedalje fra den tyske filmbranches sammenslutning Spitzenorganisation der Filmwirtschaft (SPIO) blev posthumt frataget hende i 2025. Hun og Tyskland blev aldrig forsonet, og offentlige visninger af hendes diabolske storværk Triumph des Willens har fra 1945 været forbudt.