Les Misérables (original) (raw)
Les Misérables er en fransk musical med musik af Claude-Michel Schönberg (f. 1944) og tekst af Alain Boublil (f. 1941) og Jean-Marc Natel (1942-2019) efter Victor Hugos store roman Les Misérables (1862, dansk De elendige, 1862, 1944). Musicalen blev opført første gang i Palais des Sports i Paris i 1980 og gik i tre måneder.
Den britiske teaterproducer Cameron Mackintosh (f. 1946) købte rettighederne til værket, hvis tekst blev omarbejdet og oversat til engelsk af forfatteren Herbert Kretzmer (1925-2020), og seks nye melodier blev komponeret af Claude-Michel Schönberg. Denne version af musicalen, i folkemunde kaldet Les Miz, blev opført i Barbican Arts Centre i London i 1985. Den fik en hård medfart af kritikerne, men blev ikke desto mindre hurtigt en kæmpe publikumssucces, der stadig går i London.
Les Misérables er blevet opført i over fyrre lande verden over, deriblandt USA, hvor den i 1987 blev sat op på Broadway i New York og gik til 2004. Den fik Danmarkspremiere på Odense Teater i 1991 og har siden været opført på bl.a. Østre Gasværk (1992) og Det Ny Teater (2009).
Handlingen er centreret om galejslaven Jean Valjean og hans livslange kamp mod retsmaskineriet i Frankrig i perioden fra 1815 til arbejderopstanden i Paris i 1832. I handlingen er desuden indflettet en kærlighedshistorie mellem Valjeans plejedatter, Cosette og en ung revolutionær, Marius.