Lev Trotskij (original) (raw)
Lev Trotskij var en russisk revolutionær, sovjetisk politiker og marxistisk teoretiker.
Lev Trotskij engagerede sig tidligt i revolutionær virksomhed. Efter en tid i fængsel og i eksil i Sibirien flygtede han i 1902 til Vesteuropa, men vendte i 1905 tilbage til Rusland og spillede en central rolle under de store strejker og uroligheder i efteråret. I 1907-1917 opholdt han sig atter i udlandet.
Trotskij støttede kortvarigt den mensjevikiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, men hans synspunkter lå på flere punkter tæt op ad Vladimir Lenins, og i revolutionsåret 1917 sluttede han sig til bolsjevikkerne.
Mens Lenin var i skjul i Finland, blev Trotskij drivkraften i forberedelserne til en væbnet opstand mod den russiske regering, og som formand for Petrograd-sovjetten var han også en nøglefigur under selve Oktoberrevolutionen.
I den nye Sovjetregering blev han først udenrigskommissær og forhandlede Brest-Litovsk-freden med Tyskland, siden forsvarskommissær; desuden var han øverstkommanderende for Den Røde Hær under Den Russiske Borgerkrig (1918-1920).
I den årelange magtkamp efter Lenins død i 1924 lykkedes det Josef Stalin at udmanøvrere Trotskij. Striden drejede sig primært om, hvem der skulle være landets nye leder, men vedrørte også socialismens udviklingsmuligheder i Sovjetunionen og deres sammenhæng med den verdensrevolutionære proces. I 1928 blev Trotskij sendt i eksil, først internt, siden i udlandet.
Han besøgte Danmark i 1932 og ankom fra sit eksil i Tyrkiet med skib til Esbjerg den 23. november. Herfra tog han med sit følge af sekretærer og livvagter toget til København, men holdet valgte af sikkerhedsgrunde at forlade dette i Taastrup. Den 27. november holdt han en tale for 2500 fremmødte i Idrætshallen på Østerbro. På tilbageturen gjorde han den 2. december uventet et ophold i Kolding, hvor han besøgte en lektor Bøggild og gav interviews til derværende dagblade. Herfra blev han i bil kørt til Esbjerg, og et stormomsust besøg var forbi.
Efter ophold i Tyrkiet, Frankrig og Norge fandt han et hjemsted i Mexico, hvor han i 1940 blev myrdet af en agent for den sovjetiske statssikkerhedstjeneste.
Lev Trotskij udgav talrige skrifter om ideologiske, politiske og historiske spørgsmål, herunder flere kritiske analyser af stalinismens udvikling.