Liutprand af Cremona (original) (raw)

Faktaboks

Liutprand af Cremona

Født

920

Død

972

Liutprand af Cremona var biskop og historieskriver. Liutprand tilhørte en adelsslægt i Lombardiet og fik sin tids bedste uddannelse i Milano og Pavia. Han var først tilknyttet kong Berengar 2.s hof, men faldt i unåde omkring 950 blev derefter optaget i inderkredsen omkring kejser Otto 1. den Store, der i 961 gjorde ham til biskop af Cremona.

Liutprands hovedværk er krøniken Antapodosis (afsluttet 962), som dækker begivenheder i Det tyske Rige, Italien og Byzans i perioden fra 888 til 949. Titlen betyder "gengældelse", hvilket hentyder til Liutprands skarpe tone over for Berengar. Værket er både en vigtig historisk kilde og et slags personligt dokument.

Man kommer også tæt på forfatterpersonligheden i en lille rapport Liutprand skrev efter at have været Otto 1.s sendebud til kejseren i Konstantinopel, Nikephoros Phocas (963-969). Detaljerne fra hofceremoniellet og Liutprands satiriske beskrivelse har gjort rapporten berømt.

Han var involveret i kejserkroningen af Otto 2. i 967 i Rom og skrev også et kort værk om Otto 1. med fokus på at retfærdiggøre hans politik over for Pavedømmet i årene 960-964.

Liutprand er en af de betydeligste latinske historieskrivere fra den tidlige middelalder, og hans klassiske dannelse spillede godt sammen med Ottonernes nye kejserideologi.