Ludvig 16. (original) (raw)
Faktaboks
Ludvig 16.
Louis Capet
Louis-Auguste, duc de Berry
Louis XVI
Født
23. august 1754, Versailles, Frankrig
Død
21. januar 1793, Paris, Frankrig
Ludvig 16.s person er tæt knyttet til begivenhederne under Den Franske Revolution. Allerede ved hans tronbestigelse i 1774 stod kongemagten svagt, og han formåede ikke at vende den udvikling, som førte til hans henrettelse i januar 1793. Her ses kongen i salvningsdragt med Helligåndsordenen i kæde. Udateret maleri af Joseph-Siffred Duplessis; Versailles.
Ludvig 16. var konge af Frankrig 1774-1792. Han var konge under Den Franske Revolution og er i dag mest kendt for at være blevet guillotineret d. 21. januar 1793 som kontrarevolutionær. Han var gift med Marie-Antoinette, der også mistede livet til guillotinen d. 16. oktober samme år.
Ludvig 16. overtog tronen efter sin farfar Ludvig 15., fordi hans egen far, Ludvig af Frankrig, var død knap ti år inden tronfølgen.
Ludvig 16.s barndom
Ludvig-Auguste blev født som den anden af i alt syv børn til kong Ludvig 15. og dennes hustru, Maria Josepha af Sachsen (1731-1767). Han var ifølge datidens beretninger en sky og lidt nørdet dreng, som gerne holdt sig for sig selv, men som også yndede at tumle med sine søskende og tage på jagt med sin farfar, kongen.
Det var egentlig ikke meningen, at Ludvig skulle være konge. Men da først hans storebror døde i 1761, og hans far dernæst døde af tuberkulose i vinteren 1765, blev den dengang 11-årige Ludvig pludselig først i arvefølgen. Det betød, at han blev centrum for hoffets opmærksomhed og de politiske intriger.
Eftersom Frankrig var Europas mægtigste kongerige, betød det desuden, at Ludvigs fremtidige kærlighedsliv blev af største storpolitiske betydning.
Ludvig 16.s ægteskab med Marie-Antoinette
Som 15-årig kronprins blev Ludvig i 1770 gift med den 14-årige Marie-Antoinette. Marie-Antoinette var ærkehertuginde af Østrig og datter af den afdøde kejser Frans 1. og den mægtige kejserinde Maria Theresia, som de facto regerede det habsburgske rige fra 1740 til sin død i 1780. Brylluppet var et udslag af den habsburgske ægteskabs- og alliancepolitik, der gik ud på at søge støttepunkter ved fyrstehofferne for Østrigs interesser.
Ægteskabet var fra starten upopulært i Frankrig. Det skyldtes dels alliancen med Østrig, som havde trukket Frankrig ind i den mislykkede Syvårskrig, dels oplysningstidens tiltagende kritik af den absolutte kongemagts luksus, ødselhed og despoti.
Det unge ægtepars manglende evne til at få børn satte desuden gang i spekulation og rygter om det kongelige sexliv eller mangel på samme. Marie-Antoinette antog samtidig en række elskere, hvilket ikke var ualmindeligt ved hoffet, men som ikke desto mindre gav stof til en hel undergenre af tidens udbredte pornografiske litteratur. Dronningens bror kunne dog rapportere detaljeret om kongeparrets sexliv, og i 1778 fødte dronningen det første af i alt fire børn, hvilket gav ro blandt et embedsværk, som ellers frygtede for mulige arvestridigheder og dertilhørende politisk ustabilitet.
Ludvig 16.s regering før Den Franske Revolution, 1774-1789
Den 10. maj 1774 overtog den 19-årige Ludvig tronen fra sin netop afdøde farfar. Som konge beskrives Ludvig 16. ofte som vægelsindet og inkompetent. Dette afspejles i det faktum, at han meget ofte tog på jagt, også på tidspunkter, hvor den politiske situation spidsede til.
Samtidig må Ludvig 16.s regeringstid betegnes som reformorienteret men svag. Dette illustreres godt ved to store politiske beslutninger, som kongen foretog kort efter han var kommet til magten.
Den ene var at geninstallere de såkaldte parlements: regionale domstole, som stod for at implementere og administrere fransk lovgivning i landets forskellige egne, og som var domineret af aristokratiet i provinsen.
Den anden var at udpege Jacques Turgot som finansminister. Turgot var Frankrigs ledende fortaler for en økonomisk liberalisme. Dermed ville han afskaffe det væld af told og afgifter, som kendetegnede det franske system, og erstatte det med et centraliseret og standardiseret skattesystem, der skulle sikre frihandel internt i Frankrig.
Disse to projekter var diametralt modsatrettede, og i maj 1776 bøjede Ludvig 16. sig for aristokratiets pres og fyrede sin finansminister. Ludvig havde på én gang forsøgt at gøre sig populær blandt et konservativt aristokrati, hvis magt hvilede på århundredgamle privilegier, og et reformorienteret borgerskab, som forsøgte at afskaffe selvsamme privilegier ved at styrke et centraliseret og professionelt statsapparat. Det var selvsagt en umulig position, og fordi kongen hverken stod stærkt på det ene eller det anden projekt, blev hans regering kendetegnet ved inerti.
Udenrigspolitikken
Udenrigspolitisk fokuserede kongens regering særligt på konkurrencen med den engelske kongemagt. Frankrig havde i det store hele tabt Syvårskrigen, hvilket ved freden i 1763 betød tab af en række kolonier samt tab af kontrol over den slavebaserede koloniale handel. Fokus var derfor på at genopbygge handels- og militærflåden, hvilket også betød, at Frankrig i videst muligt omfang undgik at blande sig militært i stridigheder på det europæiske kontinent.
Som et resultat af denne udenrigspolitik støttede den franske stat Den Amerikanske Revolution. Først implicit og siden officielt fra 1778 og frem til revolutionskrigens afslutning med amerikansk uafhængighed i 1783. Revolutionens idealer om en republik, menneskerettigheder og et samfund baseret på aktivt borgerskab var ellers stik imod fransk absolutisme. Men storpolitiske interesser gjorde, at den franske kongemagt alligevel støttede revolutionen.
Revolutionskrigen kostede imidlertid den franske stat dyrt. Og den akkumulerede statsgæld, som kom oveni gælden til tidligere dyre krige, var en direkte udløsende faktor for Den Franske Revolution.
Optakten til Den Franske Revolution, 1787-1789
Krigsgælden fra den amerikanske revolutionskrig gjorde det nødvendigt at reformere det franske skattesystem. Spørgsmålet om det franske skattesystem i perioden er uhyre komplekst, men i korte træk havde kongen brug for, at adelen ville afstå sine privilegier og begynde at stå for en mere rimelig del af statens skatteindtægter.
Kongen indkaldte derfor ledende dele af adelen til forsamlinger i både 1787 og 1788 i et forsøg på at opnå en aftale om skattereformer. Da dette ikke lykkedes, indkaldte Ludvig 16. til en stænderforsamling, hvor også borgerskabet ville være repræsenteret. Håbet var, at adelen ville bukke sig for truslen om, at borgerskabet ville få større indflydelse.
Dette skete imidlertid ikke, og den 5. maj 1789 mødtes stænderforsamlingens knap 1.200 valgte repræsentanter i Paris. Den royale administration håbede fortsat, at adelen ville bøje sig for presset, og at en skattereform kunne indgås, hvorefter stænderforsamlingen ville have opnået sit erklærede formål og ville kunne opløses. Kongen og hans administration spillede derfor højt spil og støttede officielt den politiske proces, der var sat i gang.
Den Franske Revolution, 1789-1792
Begivenhederne kom imidlertid hurtigt ud af royal kontrol, idet de borgerlige kræfter i stænderforsamlingen og en egentlig folkelig massemobilisering allierede sig med hinanden. I juni erklærede tredjestanden (borgerskabet i stænderforsamlingen), at stænderforsamlingen nu var en lovgivende og forfatningsgivende forsamling. Og først den 14. juli 1789 og siden den 5.-6. oktober 1789 stormede en folkemængde henholdsvis Bastillen og stænderforsamlingen i Versailles. Det sikrede, at revolutionen blev på sporet, og at Frankrig var i gang med at få en forfatning og et parlamentarisk system med valgte repræsentanter.
Ludvig 16.s svage greb om magten
Kongen forblev tøvende og svag i hele denne proces. Han støttede ikke tredjestandens vellykkede forsøg på at gøre stænderforsamlingen til en lovgivende og forfatningsgivende institution. Den magt skulle i kongens øjne forblive hos kongen.
Men da tredjestandens opbakning i stænderforsamlingen blev for stærk, bøjede kongen sig til sidst for presset. I det mindste udadtil. For samtidig kaldte kongen franske tropper til Paris angiveligt med henblik på at kunne kvæle revolutionen i sin fødsel. Imidlertid mistede kongen den militære kontrol med Paris ved stormen på Bastillen den 14. juli, og kongen måtte opgive sine kontrarevolutionære planer.
Fortsat tøvende indstilling til revolutionen
Denne tøven og svaghed kom til at præge kongens ageren gennem hele revolutionen. Han støttede først revolutionære tiltag som for eksempel Menneskerettighedserklæringen på bagkant, og når han var tvunget til det. Private breve gør det klart, at kongen aldrig støttede op omkring de revolutionære reformer. Men samtidig formåede kongen aldrig at organisere en egentlig kontrarevolution. Kongen havde ikke politisk tæft, og hans rolle som en samlende figur i en mulig kontrarevolution blev yderligere svækket af det faktum, at det var stridigheder mellem store dele af aristokratiet og kongemagten, som havde startet revolutionen i første omgang.
Flugtforsøget
Kongens kontrarevolutionære indstilling blev en offentligt kendt hemmelighed i sommeren 1791. Kongen havde på dette tidspunkt allerede korresponderet med udenlandske statsledere om at invadere Frankrig, så revolutionen kunne blive rullet tilbage, og Ludvig kunne blive enehersker igen.
Den 20. juni 1791 forsøgte kongefamilien så at flygte ud af landet for ikke at blive taget som gidsler under en sådan invasion. Familien blev imidlertid genkendt i Varennes, tæt på grænsen til de østrigske Nederlande, og blev fragtet tilbage til Paris. Officielt blev begivenhederne udlagt som et kidnapningsforsøg. Men langt de fleste i Frankrig vidste nu, at kongen modarbejdede revolutionen og skulle behandles med mistillid.
Accepten af et konstitutionelt monarki
I september 1791 accepterede kongen den nye forfatning, som gjorde Frankrig til et konstitutionelt monarki. Formelt set støttede kongen altså revolutionen. Samtidig benyttede kongen dog den ret til veto over lovgivningen, som forfatningen havde givet ham, og han saboterede dermed de facto ethvert forsøg på at opbygge en ny fransk stat.
Ludvig 16.s død
Kongefamilien havde de facto levet i husarrest i Tuilerierne i Paris siden opstanden i oktober 1789. Men selvom kongens magt dermed var indskrænket, var Ludvig 16. ikke helt uden politisk indflydelse. Han kunne gennem sit veto bremse revolutionær lovgivning (hvilket han gjorde flittigt), og hans blotte tilstedeværelse var en evig kilde til berettiget frygt for kontrarevolutionære konspirationer. Situationen var politisk uholdbar, især efter at Frankrig i foråret 1792 var kommet i åben krig mod kongemagterne i Preussen og Østrig.
Hertugen af Braunschweigs manifest
Krigen gik i starten dårligt for Frankrig, og den 25. juli 1792 udsendte hertugen af Braunschweig, general i en af de allieredes hære, et manifest, hvori han lovede massehenrettelser af den parisiske befolkning og at brænde Paris til grunden, hvis ikke kongefamilien straks fik genetableret deres plads og værdighed. Hertugen havde forinden korresponderet med Ludvig 16. og Marie-Antoinette, som begge havde godkendt manifestets ordlyd. Den 1. august krydsede hertugens hær Rhinen og satte i direkte march mod Paris.
Effekten af manifestet og den manglende krigslykke blev en blanding af panik og mobilisering i Paris. Den 10. august 1792 stormede en folkemængde Tuilerierne i et forsøg på at afsætte kongen. Nationalforsamlingen reagerede ved på den ene side at tage kongen og hans familie under sin beskyttelse og ved på den anden side at afskaffe kongedømmet. Da den nye grundlovgivende forsamling, Nationalkonventet, trådte sammen kort tid efter, udråbte den Frankrig til republik. Kongefamilien blev fængslet i Le Temple.
Retssagen mod den afsatte konge
Nationalkonventet var dog langt fra enigt om, hvad man skulle gøre med kongen, som nu ikke længere var konge, men som nu var en helt almindelig borger ved navn Louis Capet. Man besluttede til sidst at lave en ekstraordinær retssag, hvor Nationalkonventet fungerede som dommer.
Retssagen hører til blandt de mest dramatiske af Den Franske Revolutions begivenheder. Under ransagningen fandt man Ludvig 16.s hemmelige korrespondance med fremmede magter, og det var således ikke svært at finde Ludvig skyldig i højforræderi.
Strafudmålingen
Der var dog stor uenighed blandt de revolutionære om, hvilken straf der ville være bedst. Nogle var fortalere for livsvarigt strafarbejde eller eksil efter krigen, andre for dødsstraf ved en fremtidig lejlighed og atter andre for dødsstraf her og nu.
Fortalere for umiddelbar henrettelse argumenterede for, at Ludvig foruden sine utilgivelige handlinger udgjorde en for stor statsrisiko til, at man kunne lade ham leve. Fortalere for andre strafformer argumenterede imidlertid for, at en henrettelse her og nu netop ville styrke det internationale sammenhold imod revolutionen og derfor udgjorde en endnu større risiko for den franske stat.
Med én stemmes flertal (361 mod 360) besluttede Nationalkonventet sig for henrettelse straks. Den 21. januar 1793 blev Louis Capet guillotineret.