M-komponent (original) (raw)
Serumelektroforese, som viser proteinfraktionerne i serum. Den spidse top, som er markeret, skal normalt være lav, men er her høj, fordi der produceres en M-komponent. Mængden af M-komponent opgives i g/l og skal normalt være 0.
M-komponent er en tumormarkør, som kan måles i en blodprøve ved blodkræftsygdommene myelomatose (knoglemarvskræft) og Waldenstrøms makroglobulinæmi. Tumormarkøren består af monoklonalt immunglobulin, som dannes af kræftcellerne. Den bruges både til at stille diagnosen og følge udviklingen af sygdommene under behandling. M-komponenter kan også ses ved sygdomme, som ikke er kræftsygdomme.
Faktaboks
M-komponent er forkortelse for monoklonal komponent
Monoklonal cellevækst
Når en enkelt celle begynder at dele sig, og dattercellerne fortsætter med dette, fås en såkaldt klonal eller monoklonal cellevækst, som giver et stigende antal celler, der er identiske med modercellen. Monoklonal cellevækst er typisk for kræftceller.
Ved kræftsygdommen myelomatose er det en plasmacelle, som er ophavet til kræftcellerne. Hovedopgaven for plasmacellerne er at danne normale antistoffer (immunglobulin), som har en meget stor variation. Når plasmacellerne vokser ukontrolleret med udgangspunkt i én celle, kommer der en stor overproduktion af et bestemt ”monoklonalt” immunglobulin, som består af identiske antistofmolekyler. Dette antistof udgør den såkaldte M-komponent, som adskiller sig fra det normale ”polyklonale” immunglobulin. Det ”polyklonale” immunglobulin dannes af mange forskellige plasmaceller og tilpasses løbende kroppens behov for forsvar mod bakterier og vira.
M-komponenten er uvirksom når det drejer sig om bekæmpelse af infektioner, og ofte undertrykker det dannelsen af polyklonale immunglobuliner, hvilket resulterer i øget infektionstendens.
Påvisning og forekomst af M-komponent
Agargel-elektroforese af blodserum efter farvning med amidoblack. Nederst fra en person med sygdommen myelomatose og øverst fra en rask person. Yderst tv. ses et kraftigt farvet bånd med albumin, herefter følger α1-, α2-, β1-, β2- og γ-globulin. M-komponenten ses som et smalt, skarpt afgrænset, kraftigt farvet bånd inden for det område, der normalt optages af γ-globulin. Koncentrationen heraf hos personen med myelomatose er betydeligt reduceret sammenlignet med en person uden myelomatose.
M-komponenten, som normalt ikke skal forekomme, påvises i en blodprøve ved serumelektroforese. M-komponenten kan måles, og mængden af M-komponent er et direkte mål for, hvor mange monoklonale antistofproducerende plasmaceller der er i kroppen. Ved behandling, som reducerer antallet af kræftceller, vil mængden af M-komponent falde ofte helt til nul. Genkomst af M-komponenten eller stigning varsler tilbagefald af sygdommen.
Immunglobulinerne inddeles i forskellige klasser. Produktion af IgG og IgA er typisk for myelomatose, mens IgM er typisk for Waldenstrøms makroglobulinæmi. Der kan også findes M-komponent ved andre kræftsygdomme, fx kronisk lymfatisk leukæmi, lymfom og amyloidose, og ved sygdomme, som ikke er kræftsygdomme.
M-komponenten kan forekomme som et komplet immunglobulin med både tung og let kæde eller som de enkelte komponenter af den lette kæde. Hos omtrent 20 % af personer med myelomatose produceres der kun komponenter af de lette kæder, og det er da disse, som udgør M-komponenten. Lette kæder udskilles i urinen i modsætning til det komplette immunglobulin. Lette kæder kan også måles i serum med en følsom teknik (ELISA), og mængden afspejler sygdomsbyrden. Ved effektiv behandling falder værdien, men ikke helt til nul, da der altid vil være en normal produktion af lette kæder til blodet.
Forekomst af M-komponent øges med alderen, og hos personer over 80 år har 5 % dette uden at have tegn på kræft. Denne tilstand kaldes MGUS, som er en forkortelse for monoklonal gammopati af usikker betydning. Dette er i sig selv godartet, men regnes alligevel som et forstadium, hvor 1-2 % pr. år udvikler myelomatose. En 50-årig med MGUS har derfor 20-40 % risiko for at udvikle myelomatose, før vedkommende bliver 70 år. MGUS er meget mere almindelig end myelomatose, og de fleste udvikler aldrig kræft. På den anden side har alle personer med myelomatose haft et sådant forstadium, som kan have varet i 20-30 år.
Andre aspekter ved M-komponenten
Niveauet af M-komponenten falder som udtryk for, at behandlingen virker, og den stiger ved tilbagefald. Kræftsygdommen kan på denne måde følges ved en enkelt blodprøve.
M-komponenten var den første tumormarkør, som blev brugt i udredning og behandling af kræft i slutningen af 1950'erne og har vist sig at være meget nyttig. M-komponenten har også givet interessante oplysninger om tumorbiologi. Den viser, at kræftudvikling kan tage meget lang tid fra de første tegn foreligger. Det er sandsynligt, at andre kræftformer også kan have en lige så lang udviklingstid. Selvom potentielle forstadier af myelomatose kan opdages meget tidligt, er det ikke vist, at opstart af behandling ved MGUS forhindrer udvikling af kræft.
Kræft er kendetegnet ved monoklonal cellevækst, som efterhånden forgrener sig i nye cellekloner med tillægsmutationer. Imidlertid viser det godartede forløb af MGUS, at monoklonal cellevækst ikke er ensbetydende med kræft. Monoklonal cellevækst udvikler sig til et vist niveau, men derefter kan kroppen formå at holde det under kontrol.