MERLIN (original) (raw)

MERLIN, Multi-Element Radio Linked Interferometer Network, netværk af radioteleskoper, der er spredt over store dele af England og styret fra Jodrell Bank. Det anvendes til _Long Baseline_-interferometri; den største afstand mellem teleskoperne er 217 km, hvilket giver en opløsningsevne på 50 milli-buesekunder — bedre end Hubble-teleskopet. MERLIN kan kobles sammen med andre radioteleskoper og netværk over hele Jorden (_Very Long Baseline_-interferometri).

Et mere følsomt netværk af radioteleskoper kaldet e-MERLIN er i 2002 under planlægning. Det vil give muligheder for nye opdagelser om enkeltobjekter som stjerner, galakser og gravitationslinser samt målinger af kosmologiske parametre.