Mandag Morgen (original) (raw)
Mandag Morgen, uafhængig dansk tænketank og nyhedsmedie, grundlagt i 1989. Mandag Morgen udgiver onlineanalyser, et ugebrev og nyhedsbreve samt særpublikationer inden for områder som vækst, velfærd og grøn økonomi. Mandag Morgen skaber desuden projekter og events i samarbejde med private virksomheder og offentlige institutioner.
Den tidligere redaktør af Politisk Ugebrev (1982-85), Erik Rasmussen (f. 1941), startede Mandag Morgen som uafhængigt organ for kvalificeret og dybdeborende baggrundsinformation, analyse og kommentar, især vedrørende politik og erhvervsliv. Mandag Morgen henvender sig primært til ledere i offentlige og private organisationer og virksomheder samt politikere.
2012-13 udgav tænketanken månedsmagasinet Navigation, som udkom første mandag i hver måned i et omfang af ca. 100 sider. Samtidig overgik Mandag Morgens ugebrev til udelukkende at udkomme digitalt; det genopstod dog på print i marts 2014.
I 2012 havde ca. 8000 abonnenter fuld onlineadgang til Mandag Morgen.