Marcel Proust (original) (raw)

Faktaboks

Marcel Proust

Født

10. juli 1871

Død

18. november 1922

Marcel Proust.

Marcel Proust er en af de største franske romanforfattere i 1900-tallets litteratur. Hans hovedværk, romancyklussen À la recherche du temps perdu (1913-1927, dansk På sporet af den tabte tid 1932-1938, genudgivet i 1994, udgivet i nyoversættelse 2002-2014), står som en milepæl og et afgørende skridt mod romanens spejling af den menneskelige bevidsthed. I 1919 modtog Proust den prestigefyldte Goncourt-pris for anden del af værket, À l'ombre des jeunes filles en fleurs.

Marcel Prousts liv domineredes dels af sygdom (astma), som holdt ham fjernt fra alt lønarbejde, dels af en brændende interesse for alle kunstarter og drømmen om en litterær løbebane. 1890'ernes Paris kendte Proust som litterær skønånd og forfatter til elegante små noveller og essays, hvoraf en del udkom samlet i Les Plaisirs et les jours (1896, på dansk Noveller, 1941). Samtidig arbejdede han på den selvbiografiske Jean Santeuil, som forblev ufuldendt (posthumt 1952, dansk 1953) og i dag betragtes som forstudier til hovedværket.

Marcel Prousts kritik af biografisk læsning

Under stærk indflydelse af John Ruskin, hvis værker han oversatte til fransk, gled Prousts eget arbejde over i refleksioner over litteraturens væsen. Disse nedfældede han i den ufuldendte Contre Sainte-Beuve (udgivet i 1954), et opgør med Charles-Augustin Sainte-Beuves biografisk inspirerede litteraturkritiske metode.

Den socialpolitiske kontekst

I samme periode, omkring århundredskiftet, trængte store samfundsmæssige spørgsmål også frem til Prousts skrivebord, først og fremmest gennem Dreyfusaffæren, som med tiden bragte det gamle sociale hierarki til fald. Det aristokrati, som Proust skildrer i sin roman, er en samfundsklasse i forfald, og de kunstnertyper, han fremstiller, er der ikke mange af senere.

På sporet af en ny form

Marcel Proust blev en af Alfred Dreyfus' ivrige forsvarere (sammen med bl.a. forfatteren Émile Zola), og den socialpolitiske samtid blev hermed inddraget i hans interesseområder. Det ses i en række artikler, hvoraf flere blev genudgivet i samlingen Pastiches et mélanges (1919). Set i bakspejlet opfattes de nævnte skrifter som den kommende forfatters søgen efter en form (essay eller fiktion?) og et stof, hvor den konkrete virkelighed fremtræder som afhængig af en individuel bevidsthed. Hvad enten det drejer sig om, hvad der foregår i det sociale liv, der fremstilles i romanen, eller på det "indre", psykologiske og følelsesmæssige plan, er afspejlingen i den litterære form i udtalt grad bestemt af det fortællende subjekt.

À la Recherche du temps perdu påbegyndtes omkring 1906, men var ufuldendt ved Prousts død. Af værkets syv dele blev de sidste tre udgivet posthumt. En ny revideret, kritisk udgave udkom i 2019 i fire bind i Bibliothèque de la Pléiade på forlaget Gallimard.

Læs mere i Lex

Litteratur

Kommentarer