Martin Amis (original) (raw)

Faktaboks

Martin Amis

Født

25. august 1949

Død

19. maj 2023

Martin Amis var en engelsk forfatter. Han var søn af Kingsley Amis.

Med overraskende fortællevinkler og udtryksfuldt sprog markerede han sig sig som en kritisk, men samtidig fascineret iagttager af magtens natur. Med romaner som Money (1984) om pengefikseret eksistens, London Fields (1989) om massekulturens dyrkelse af rollemodeller og Time's Arrow (1991, dansk Tidens pil, 1992) om det nazistiske menneskesyn slog Amis sit navn fast som en del af en ny gylden generation af britiske forfattere, der også talte blandt andre Julian Barnes, Salman Rushdie og Ian McEwan. Disse romaner er pessimistiske samtidsvurderinger, der gengiver virkeligheden i ofte groteske former.

Amis fortsatte siden sit civilisationsrevsende forfatterskab med bl.a. The Information (1995, dansk Budskabet, 1997), detektivromanen Night Train (1997, dansk Nattog, 1998), Yellow Dog (2003, dansk Køter, 2006), den stalinkritiske House of Meetings (2006, dansk Mødernes hus, 2008) og The Zone of Interest (2014, dansk Brun sne, 2015), der ligesom Time's Arrow omhandler hændelser i den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz.