Max Ferdinand Perutz (original) (raw)

Faktaboks

Max Ferdinand Perutz

Født

19. maj 1914

Død

6. februar 2002

Max Ferdinand Perutz, 19.5.1914-6.2.2002, østrigsk-britisk kemiker, som i 1962 sammen med J. Kendrew modtog nobelprisen i kemi for deres bidrag til opklaringen af strukturerne af proteinerne hæmoglobin og myoglobin.

I 1936 fik Perutz mulighed for at komme til Cambridge og studere anvendelsen af røntgenstråling til opklaring af molekylers struktur. Her var der i mange år arbejdet med undersøgelse af hæmoglobin, og bl.a. inspireret af D.C. Hodgkin gik han ind i denne forskning.

I 1947 blev han leder af Medical Research Council i Cambridge, Kendrew blev hans assistent og senere kollega, og de gennemførte den forskning, der førte til nobelprisen.