Michael Strunge (original) (raw)
Faktaboks
Michael Strunge
Født
19. juni 1958, Rødovre
Død
9. marts 1986, København
Michael Strunge var en dansk digter, der havde en central placering i den generation af lyrikere, der trådte frem omkring 1980. Han markerede sig i tidsskriftet Sidegaden som sin generationens talsmand.
Strunge gennemprøvede en stor vifte af stilarter og livstolkninger, og på bare syv år – i årene 1978-1985 – udgav han 11 digtsamlinger, der alle bærer præg af hans ekspressive formsprog, sjælelige dissonans og glødende poetiske visioner.
80’er-digterne
80’er-digterne profilerede sig polemisk i forhold til 1970’er-digtningens brug af dagligsproglig forståelighed og erfaringsfremlæggelser fra privat- og arbejdslivet i en lyrik, der blev benævnt knækprosa eller brugsdigtning.
I 1980’ernes lyrik satsede man på et eksperimenterende formsprog og en poetisk vision, som det tydeligt fremgår alene af titlerne på Strunges digtsamlinger fra Livets hastighed (1978), Fremtidsminder (1980) og Vi folder drømmens faner ud (1981) til Væbnet med vinger (1984), Verdenssøn (1985) og Billedpistolen (1985).
Inspirationskilder
Strunges debutdigte fra Livets hastighed viser med deres intense rytme og kamæleonagtige attitude digterens optagethed af rockmusikkens ikoner David Bowie, Lou Reed og Joy Division. Desuden er en inspirationskilde det grænsesprængende billedsprog fra symbolisten Arthur Rimbaud og de franske surrealister.
I alle Strunges samlinger ses den modernistiske indflydelse i kombinationen af det ekstatisk visionære, som foldes ud i samlinger som de kosmisk-visionære Fremtidsminder og Ud af natten (1982_),_ og det rebelsk-vrængende fra ”punkteksterne" i Skrigerne! (1980) og den rablende automatskrift fra Nigger 1-2 (1982-1983).
Den dissonantiske stil
I Vi folder drømmens faner ud oplever man den modsætningsfyldte stil, som kommer til udtryk i de fleste af hans værker. Essensen af denne er, som vi ser det i det ikoniske digt ”Den hæslige by”, et polariseret værdiunivers, hvor den ene pol symboliserer modernitetens materialisme og fremmedgjorthed med udtryk som ”kontor”, ”fabrik”, ”sindssygehospital” og ”maske”, mens den anden pol står for det utopiske og udtrykkes ved ord som ”drøm”, ”barndom”, ”stjerne”, ”drift” og ”oprør”.
Postmodernistisk eklekticisme
På denne vis danner ”Den hæslige by” og andre tekster et kalejdoskop af historiens frihedsutopier fra romantikkens tro på barnets intuition over psykoanalysens og surrealismens bekendelse til driften og underbevidstheden som revolutionært potentiale, 1960’ernes ungdomsoprør og antipsykiatri til marxismens eller anarkismens betoning af det sociale oprør.
Om denne eklektiske stil og postmodernistiske holdning udtalte Strunge rammende i Anne-Marie Mais og Strunges bog Mai Strunge (1985):
”litteraturhistorien er et stort supermarked, hvor vi henter det vi skal bruge.”
Kosmiske visioner
Særegent for Strunge blandt 80’er-generationens digtere er hans vilde eksperimenterende metaforik, hvor forskellige forestillingsområder smeltes sammen, som man ser det i indledningsdigtet fra Ud af natten, ”Krystalskibet”, hvor visionen om et mystisk rumfartøj, krystalskibet, i Doors og Bowies fodspor, blander kosmologi, rumfart, ædelstene og erotik:
”Oppe i lapis lazuli-natten
så vi det blinkende lys
nærme sig svævende
rødt blåt og grønt,
flimrende og flammende
uden en lyd
mellem suset fra byen og stjernerne.
Marmormånen så det
og var mindre end lyset nu ...
Krystalskibet træder ud af natten
så stor som en biograf.
Bygget af krystaller og ædelstene
fugtet og varmet af nattens køn.”
Ekstatisk økopoesi
Foruden spændingen mellem den materialistiske modernitet og den poetiske drøm samt de kosmiske visioner er det økokritiske blik på sammenhænge mellem individet og slægten og naturen et vigtigt spor i Strunges poesi.
Dette ses i samlinger som Fremtidsminder og Ud af natten, hvor vi i ”Agat” fra sidstnævnte værk fra et blik på vinterens vinduer kastes ind i en svimlende rejse i den fylogenetiske fortid:
Jeg tænker på rudernes isblomster om vinteren,
der afspejler milliardår gamle mønstre fra floraen –
på grund af vandets cyklus gennem træer og planter!
Jeg forestiller mig vandopløste krystalmolekyler
på rejse i træer og planter.
Jeg ser agatstens herbarier
som disse krystallers rejseberetninger,
deres egen historie
besat af planternes grønne arketyper,
fastholdt nu som fotos i sten.
De sene samlinger
I de sidste samlinger, Verdenssøn (1985) (som Strunge skrev under pseudonymet Simon Lack) og Billedpistolen (1985) mærkes desperation, depression og dødsbevidsthed. Man møder her nogle af dansk litteraturs mest gribende og knugende selvmordsdigte. En rastløs svingen mellem ekstatisk rus, rasende trang til konfrontation og selvdestruktiv fortabthed slår især ud i de sidste samlinger.
En ikonisk tekst om selvmord fra Ud af natten, som også er medtaget i Caspar Erics Strunge-udvalg er digtet "Aldrig":
Nej, jeg vil ikke dø.
Jeg vil bare være ufødt.
Michael Strunge døde under en mani 27 år gammel og bidrog tragisk til den romantisk-modernistiske mytologi om "den unge døde" kunstner.
Strunge i eftertiden
Michael Strunges poesi har modsat flere andre 80’er-digtere sat et tydeligt og varigt aftryk i eftertiden. Hans digte er kommet i talrige udvalg, af hvilke man kan nævne Klaus Høecks og Asger Schnacks Unge Strunge (1984), Samlede Strunge – digte 1978-1985 (1995) samt senest Min krop er tung af drøm (digte i udvalg af Caspar Eric) (2018).
Endvidere har nogle af de vigtigste lyrikere siden 1980'erne været tydeligt påvirket af Strunge, bl.a. Nicolaj Stochholm, Thomas Boberg og Lene Henningsen fra generationen omkring 1990 og Yahya Hassan, Caspar Eric og Signe Gjessing i de seneste år.
Alt dette vidner om Strunges slidstyrke og fornyede aktualitet, hvorfor han også optræder på kanonlisten fra 2025.