Ministerrådet (original) (raw)
Ministerrådet er EU’s lovgivende institution, ofte sammen med Europa-Parlamentet. Ministerrådet består af ministre fra medlemsstaterne, der repræsenterer de nationale regeringer.
Faktaboks
Også kendt som
Rådet; formelt Rådet for den Europæiske Union; undertiden også EU-Rådet
Ministerrådet og dets møder ledes af et formandsskabsland. EU-landene har på skift formandskabet for et halvt år af gangen. Formandskabet repræsenterer Ministerrådet udadtil og i forhandlinger med EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet (triolog-forhandlinger). Danmark var sidst formand for Rådet fra juli til december 2025.
Opgaver
Ministerrådet forhandler om og vedtager EU’s love. Ministrene fra de 27 medlemslande skal her nå til enighed eller opnå kvalificeret flertal på tværs af de nationale interesser og desuden blive enige med Europa-Parlamentet, når Parlamentet er medlovgiver. Herudover skal Ministerrådet sammen med Europa-Parlamentet vedtage EU’s budget. Desuden koordinerer og samordner Rådet medlemslandenes økonomiske politikker, træffer beslutninger om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og godkender internationale aftaler, som EU-Kommissionen har forhandlet på plads.
Organisering
Møde i Ministerrådet 2012. Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt taler med den tyske forbundskansler Angela Merkel.
Ministrene i Ministerrådet mødes alt efter politisk område. Er fx miljøområdet på dagsordenen, er det miljøministrene, der tager til Bruxelles og forhandler med deres kolleger. Det er derfor en smule misvisende at tale om Ministerrådet i ental, da det har 10 forskellige sammensætninger alt efter politisk område.
- Rådet for almindelige anliggender
- Rådet for beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik
- Rådet for konkurrenceevne
- Rådet for landbrug og fiskeri (herunder også fødevarer)
- Rådet for miljø
- Rådet for retlige og indre anliggender
- Rådet for transport, telekommunikation og energi
- Rådet for uddannelse, ungdom, kultur og sport
- Rådet for udenrigsanliggender
- Rådet for økonomi og finans
Disse rådsmøder er det politiske niveau, hvor ministrene mødes.
Coreper
Uformelle samtaler mellem Danmark og Polen i Coreper II
Møderne forberedes imidlertid af embedsmænd, der mødes med kolleger fra de andre medlemslande. Dette forberedende niveau er helt centralt for at kunne få de mange forskellige nationale interesser til at mødes i et kompromis. Det øverste embedsmandsniveau mødes i ”De Faste Repræsentanters Komité”, Coreper. Her forberedes ministerrådsmøderne, og politiske uenigheder løses, hvis det er muligt uden direkte at involvere politikerne.
Coreper består af to afdelinger: Coreper II består af medlemslandenes EU-ambassadører, og her behandles sager vedrørende EU’s budget, institutionelle spørgsmål, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, retlige og indre anliggender og mere generelle anliggender. I Coreper I er det medlemslandenes EU-ambassadørers stedfortrædere, der mødes. Her behandles sektorpolitiske områder såsom det indre marked, landbrug, transport, fiskeri, miljø mv.
Forud for møderne i Coreper er forslag fra EU-Kommissionen blevet detaljeret behandlet i sag-specifikke arbejdsgrupper. I Rådets arbejdsgrupper sidder embedsmænd fra de relevante nationale ministerier og deres kolleger, der er udstationeret på de nationale repræsentationer i Bruxelles. Arbejdsgrupperne kan behandle et lovforslag gennem flere år, hvor alle dele af et forslag gennemgås.