Nabucco (original) (raw)

Nabucco, Nebukadnesar, opera i fire akter af Giuseppe Verdi; librettoen er af Temistocle Solera (1815-1878) efter Auguste Anicet-Bourgeois (1806-1871) og Francis Cornues skuespil Nabuchodonosor (1836) og Antonio Cortesis ballet Nabuccodonosor (1838).

Nabucco eller Nabucodonosor, som den oprindelig hed, er Verdis tredje opera; den blev uropført i Milano 1842 og blev en kæmpesucces. Det store fangekor fra 3. akt, Va, pensiero, sull'ali dorate (da. Flyv, tanke, på gyldne vinger), der beskriver jødernes fangenskab i Babylon, blev en slags national slagsang for det dengang splittede og undertrykte Italien og har siden været et af Verdis mest populære numre.

Handlingen udspiller sig i Jerusalem og Babylon år 587 f.Kr.