Nautilus (original) (raw)

Den amerikanske atomundervandsbåd USS Nautilus (SSN-571) på prøvetur 1955.

Flere undervandsbåde (ubåde) er over tiden blevet navngivet Nautilus, men den mest berømte undervandsbåd med dette navn er den tredje af disse, USS Nautilus (SSN-571) , som blev søsat i 1954 til den amerikanske flåde. Det var verdens første atomundervandsbåd og dermed den første undervandsbåd, der kunne sejle med fuld fart under vandet i næsten ubegrænset tid. Den nåede i 1958 som det første skib til Nordpolen ved at sejle under polarisen fra Alaska til Grønlandshavet. Nu er den blevet til et museumsskib.

Faktaboks

Etymologi

Nautilus er en latiniseret form af græsk nautilos 'sømand, sejler', der er afledt af naus 'skib'; jævnfør nautiler. På engelsk bruges som oftest latiniserede former af græske ord.

De første undervandsbåde med navnet Nautilus

Den første Nautilus blev bygget af kobber i Frankrig i 1800 af den amerikanske opfinder Robert Fulton. Denne undervandsbåd, der på overfladen kunne bruge sejl og i neddykket tilstand blev drevet frem med håndkraft, blev afvist af både den franske og den britiske flåde som uanvendelig.

Den anden Nautilus blev bygget i 1916 i Connecticut i USA som O-12 og blev i slutningen af 1920'erne tilbudt den britiske polarforsker Hubert Wilkins til brug for videnskabelige undersøgelser i det arktiske område. Han ombyggede skibet og omdøbte det til Nautilus, men ekspeditionen til Arktis forløb ikke godt. Skibet led af mange tekniske fejl, så ekspeditionen kunne ikke gennemføres, og skibet måtte returnere til Bergen. Det blev 20. november 1931 sænket i en fjord i nærheden af Bergen.

Andre anvendelser af navnet

Også undervandsbåden i Jules Vernes roman En Verdensomsejling under Havet (1870) bærer navnet Nautilus, et navn, som Verne må formodes at have hentet fra Fultonsundervandsbåd.

Endeligt må det også nævnes, at den danske opfinder Peter Madsen (født 1971) i 2008 kaldte sin hjemmelavede amatør-undervandsbåd for UC3 Nautilus. Dette skib forliste i august 2017 ud for København under tragiske omstændigheder.

Læs mere i Lex

Kommentarer