Nikola Jokic (original) (raw)
Faktaboks
Nikola Jokic
Nikola Jokić
Født
19. februar 1995
Nikola Jokic afslutter for Denver Nuggets i en kamp mod Orlando Magic den 19. januar 2025.
Nikola Jokić er en serbisk basketballspiller, der regnes som en af de bedste spillere i historien. Jokić spiller center-positionen. Nikola Jokić har vundet prisen som den mest værdifulde spiller i NBA ved flere lejligheder.
Nikola Jokić blev valgt sent af Denver Nuggets i 2014 i NBA-draften _(_en årlig udvælgelsesproces, hvor NBA-holdene på skift vælger mellem en gruppe af tilmeldte unge spillere). Jokić blev først valgt i anden runde af draften med det 41. valg, og han regnes flere steder som ét af de bedste sene valg nogensinde i NBA-historien.
Imponerede fra de første dage i ligaen
Nikola Jokic i 2016.
Da Nikola Jokić kom ind i NBA i 2015-sæsonen, var han stadig et ganske ubeskrevet blad for de fleste. Internt hos Denver Nuggets havde de hurtigt fået øjnene op for Jokićs talent, og flere af holdkammeraterne var imponeret over Jokićs formåen ved træningerne.
Spilletiden var begrænset i de første dage, men hen mod slutningen af sin første sæson havde Jokić gjort sig så bemærket, at han var begyndt at spille regelmæssigt. Han sluttede den første sæson af med et gennemsnit på 10 point og 7 rebounds per kamp. Særligt hen mod slutningen af sæsonen leverede Jokić flere store præstationer, og det banede vejen for at han blev nummer tre i kåringen af bedste rookie.
Gradvist byggede han på, og da Jokićs anden sæson i ligaen var overstået, var han også blandt de varmeste kandidater til at vinde prisen som den spiller, der havde forbedret sig mest i forhold til sæsonen forinden. Her endte han som nummer to i afstemningen.
Stjernestatus
I 2017-18 etablerede Nikola Jokić sig som holdets klart bedste spiller. Den høje centerspiller havde et gennemsnit på mere end 18 point per kamp samt næsten 11 rebounds per kamp, men det våben, der gjorde ham helt unik for Denver Nuggets, var hans evne til at aflevere bolden. Det førte til, at han regelmæssigt lavede triple-doubles, hvor hans point, rebounds og assists alle er tocifrede tal i en kamp. Hele 10 gange lavede han en triple-double i løbet af 2017-18-sæsonen, og han fik for alvor sat sit navn på landkortet.
Desværre var det ikke nok til, at Denver Nuggets nåede frem til de forjættede slutspilskampe, men ingen var længere i tvivl om, hvem Nikola Jokić var. Det endelige gennembrud kom i 2018-19, hvor han nåede over 20 point per kamp. I denne sæson blev det også til en plads på All-Star-holdet for Jokić.
Vigtigst af alt nåede Denver Nuggets slutspillet. I sin første playoffkamp lavede Nikola Jokić en triple-double, da han mod San Antonio Spurs lavede 10 point, 14 rebounds og 14 assists. Serien mod Spurs blev vundet efter syv kampe, men i runden efter røg Denver Nuggets ud efter yderligere syv kampe mod Portland Trail Blazers.
Året efter – midt i corona-sæsonen – fortsatte Nikola Jokić og Denver Nuggets de flotte takter. De nåede hele vejen til Western Conference Finals, hvor de dog tabte til de senere NBA-mestre fra Los Angeles Lakers.
Superstjernestatus
Nikola Jokic i aktion for Denver Nuggets den 28. januar 2023.
Hvis man troede, at Nikola Jokić havde ramt sit topniveau, tog man grueligt fejl. I 2020-21-sæsonen hævede han atter sit niveau. Over 72 kampe havde han et snit på 26,4 point, 10,8 rebounds og 8,3 assists per kamp. Nikola Jokić var ikke længere bare en blandt mange gode spillere. Han var den bedste.
Således blev 2020-21-sæsonen den første sæson, hvor Nikola Jokić vandt en MVP-titel som bevis på, at han var ligaens mest værdifulde spiller.
Det var en skelsættende triumf for Jokić. Det var første gang siden 2000-sæsonen, at en center-spiller vandt MVP-titlen, og det var kun tredje gang, at den gik til en europæisk spiller. Med titlen satte Jokić også rekord som det laveste draftpick, der nogensinde har vundet MVP-titlen.
Men mesterskabet kom ikke til Denver Nuggets efter et nederlag til Phoenix Suns i Western Conference Semifinals.
Dermed var der revanche i 2021-22-sæsonen, men trods Nikola Jokić' uhørt høje niveau, der resulterede i endnu en MVP-titel, formåede Denver Nuggets ikke at klare sig specielt godt i slutspillet. Denne gang røg de ud i første runde til Golden State Warriors.
Det betød, at Nikola Jokić atter hævede sit niveau. I 2022-23-sæsonen var han uhyre tæt på at lave en triple-double i snit pr. kamp; hans gennemsnit var 24,5 point, 11,8 rebounds og 9,8 assists per kamp. I løbet af sæsonen blev det til hele 29 triple-doubles, men MVP-titlen gik denne gang til Joel Embiid (f. 1994), mens Nikola Jokić måtte nøjes med en andenplads i MVP-afstemningen.
Det betød dog mindre for Jokić, der gik efter at vinde NBA-mesterskabet. Efter flere forsøg i slutspillet var der mere tyngde på Denver Nuggets-mandskabet i denne sæson. I første runde ekspederede de Minnesota Timberwolves ud med en 4-1-triumf. I runden efter var det Phoenix Suns, der stod for skud, og som blev sendt hjem med et 4-2-nederlag. I conference-finalen var Los Angeles Lakers chanceløse og tabte 4-0, inden Miami Heat i finalen blev slået med 4-1. Nuggets-holdet klikkede fantastisk, og Jokić var i de 20 slutspilskampe en klar årsag til, at de vandt mesterskabet. Han havde et snit på 30 point, 13,5 rebounds og 9,5 assists per kamp på vej mod mesterskabet. Det var også nok til, at Jokić vandt titlen som finalernes mest værdifulde spiller, Finals MVP.
I 2023-24 lykkedes det ikke Denver Nuggets at gentage triumfen, da de røg ud i conference-semifinalen, men sæsonen var en personlig succes for Nikola Jokić, der tog sin tredje MVP-triumf.
Succes ved De Olympiske Lege
Nikola Jokic i semifinalen mellem USA og Serbien ved De Olympiske Lege i Paris i 2024.
Nikola Jokić er det største navn på det serbiske landshold, og han var da også profilen på det mandskab, der ved De Olympiske Lege i 2016 i Rio de Janeiro kom i finalen mod USA. Her var man dog chanceløse, og dermed vandt Nikola Jokić sølv.
Jokić og det serbiske mandskab var tilbage ved OL i Paris i 2024. Her var Nikola Jokić en dominerende spiller, der var den største årsag til, at Serbien vandt OL-bronze. Over seks kampe havde han et gennemsnit på 18,8 point, 10,7 rebounds og 8,7 assists per kamp. I bronzekampen mod Tyskland lavede han den blot femte triple-double nogensinde i en olympisk kamp. Han blev efterfølgende udtaget til det olympiske All-Star-hold sammen med tyskeren Dennis Schröder (f. 1993), amerikanerne Steph Curry (f. 1988) og LeBron James samt Victor Wembanyama (f. 2004) fra Frankrig.