Nikolaj Gogol (original) (raw)
Faktaboks
Nikolaj Gogol
Nikolaj Vasiljevitj Gogol
Mykola Vasyljovytj Hohol (ukrainsk)
Født
31. marts 1809, Poltava, Det Russiske Imperium (nuværende Ukraine)
Død
4. marts 1852, Moskva, Det Russiske Imperium
Nikolaj Gogol var en russisksproget ukrainsk forfatter. Gogol er især kendt for det satiriske romanhovedværk Døde sjæle (1842), de groteske noveller samlet under betegnelsen Petersborgfortællinger (1835-1842) og komedien Revisoren (1836). Nikolaj Gogol indtager sin egen position i den russisksprogede litteraturs historie på grænsen mellem romantik og realisme.
Hovedparten af Gogols forfatterskab er fra 1830'erne og begyndelsen af 1840'erne, og således er han samtidig med vægtige skikkelser fra den russiske romantik som Aleksandr Pusjkin og Mikhail Lermontov. Et af realismens store navne, Fjodor Dostojevskij, udgav sine første værker i Gogols sidste aktive år – og under stærk inspiration fra netop Gogol.
Gogols debut
Nikolaj Gogols litterære debut skiller sig ud fra hans øvrige forfatterskab. Da han som 19-årig i 1828 rejste fra sin ukrainske provins til imperiehovedstaden Sankt Petersborg, fik han udgivet et Byron-inspireret langdigt i tysk sceneri med titlen "Hans Küchelgarten". Det blev en eklatant fiasko, og det hedder sig, at Gogol efterfølgende brændte hele oplaget.
De ukrainske noveller
I sit næste forsøg vendte Gogol sig i stedet mod prosaformen og rakte tilbage til sine ukrainske rødder med novellerne Aftener på en gård nær Dikanka (1831-1832, udgivet på dansk i 1857). De ukrainske miljøer, der fremstod eksotiske for læserne, og de originale kontraster mellem høj romantik og lavkomiske løjer fik en begejstret modtagelse.
I 1835 fulgte Gogol denne succes op med endnu en novellekreds med ukrainsk afsæt, samlingen Mirgorod (efter en ukrainsk provinsby af samme navn), som blandt andet rummer den historisk-romantiske kosakfortælling Taras Bulba (udgivet på dansk i 1847).
Petersborgfortællinger
I 1835 udkom også Gogols Arabesker, en række essays og fortællinger i to bind. Tre af novellerne herfra ("Portrættet", "Nevskij Prospekt" og "En afsindig mands optegnelser") kom til at indgå i den tekstsamling, eftertiden har kaldt hans Petersborgfortællinger eller Petersborgnoveller. Hertil regner man også de senere "Næsen" (1836) og "Kappen" (1842).
Petersborgfortællingerne udspiller sig alle i hovedstaden Sankt Petersborg. Deres skildringer af storbyen og dens forhutlede og ofte plagede eksistenser udgør et tematisk nybrud i forfatterskabet, og kritikeren V.G. Belinskij udråbte Gogol til "den naturlige skoles fader", dvs. ophavsmand til en ny realisme. Herefter blev hans værker først og fremmest udlagt som samfundskritik, mens de groteske og romantiske elementer, inspireret af blandt andre E.T.A. Hoffmann, ofte blev overset.
Petersborgteksten
Det på en gang sociale, eksistentielle og groteske i Gogols Petersborgfortællinger bliver sammen med det romantisk oprørske og overnaturlige i Pusjkins digt "Bronzerytteren" (1837) anset som definerende for den litterære tradition omkring hovedstaden, som forskningen samlet har døbt "petersborgteksten".
Det er en tradition med en høj grad af selvbevidsthed og selvreferentialitet. Det er særligt i gæld til Gogol, når byen i denne tradition fremstår som et eksistentielt prekært og metafysisk uhåndgribeligt sted.
Fortællingerne har også sat spor i musikken med den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitjs fortolkning af novellen "Næsen" som opera i 1930.
Gogol som dramatiker: Revisoren
I 1836 var der urpremiere på Gogols komedie Revisoren (udgivet på dansk 1927), som skulle blive hans mest kendte stykke.
Allerede da Gogol begyndte at skrive til scenen i 1833-1834, ville han bryde med konventionerne i en russisk teaterkunst præget af det storladne eller af vestlige genremæssige indlån. Stoffet skulle hellere komme fra en kendt erfaringsverden med ”russiske karakterer”. Man ser det i fremstillingen af landlige, gammelrussiske skikke for pardannelse i Gogols tidlige komedie Brudevalg (skrevet 1833-1835, udkom 1842) eller embedsmandsmiljøet i den ufærdige Vladimir-orden af 3. grad (ufuldendt 1833-1834).
Stykkets handling
Også Revisoren tager udgangspunkt i en kendt og konkret, russisk erfaringsverden. Handlingen er en litterær fortolkning af en udbredt anekdote fra provinsen. Her fremstiller Gogol et lokalsamfund med korrupte, magtfuldkomne spidser, der uden hæmninger fører privilegerede liv og plager befolkningen – indtil der går rygter om en hemmelig udsending fra tsaren, en revisor, der skal rapportere om de lokale forhold. Anekdotestoffet består i, at tilfældige tilrejsende ofte blev modtaget som _inkognito_-udsendinge fra tsaren i Nikolaj 1.’s bureaukratiske samfund.
I Gogols stykke når den tilrejsende at udnytte misforståelsen, før han forsvinder med tilsvindlede penge og borgmesterens datter.
Modtagelse i samtiden
Revisoren blev en stor succes. Den vakte indignation som kritik af tsarstyrets bureaukrati og korruption. Men Gogol insisterede på, at intentionen havde været det stik modsatte, idet stykket ender med, at en ægte revisor viser sig for at rette op på sagerne. Alternativt foreslog han en symbolsk læsning, hvor den falske revisor står som Satan og den ægte som Gud.
Gogols forklaringer om sine idealistiske intentioner var forgæves, og han forlod Rusland i skuffelse. Indtil 1848 levede han i Vesten, fortrinsvis i Rom.
Hovedværket Døde sjæle
Det var, mens Gogol levede i Rom, at han skrev sit hovedværk, Døde sjæle (1842, udgivet på dansk 1900). Romanen spidder den russiske provins med overstadig humor og poetisk ynde og regnes for en af verdenslitteraturens klassikere.
Romanens handling
Handlingen i Døde sjæle hænger sammen med livegenskabet i 1800-tallets Rusland. Her skulle godsejere med jævne mellemrum oplyse overfor skattemyndighederne, hvor mange bønder – såkaldte sjæle– de var i besiddelse af. Beskatningen tog udgangspunkt i disse øjebliksrapporter, og mellemliggende dødsfald blandt bønderne resulterede i, at godsejere også beskattedes af disse døde sjæle.
Gogols roman følger den omrejsende svindler Tjitjikov, der indynder sig hos lokale godsejere med den hensigt at opkøbe de på papiret levende, men i virkeligheden døde sjæle, for så på baggrund af sine fiktive besiddelser at tage et stort lån hos statsbankerne og forsvinde.
Blandt litteraturkritikere blev Døde sjæle mødt som et satirisk-realistisk mesterstykke, der udstillede en latterlig virkelighed i et tilsyneladende hverdagspræget sprog. Ligesom det var tilfældet med Revisoren, blev værket til en succes på præmisser og ud fra fortolkninger, der var helt forskellige fra Gogols egne.
Ufuldendt trilogi
Romanen Døde sjæle var tænkt som første del af en trilogi i stil med Dante Alighieris Guddommelige komedie. Mens romanen blev læst som satire, havde Gogol givet værket undertitlen et poem og havde en anden opbyggelig, idealistisk hensigt. Romanens gudsforladte miljø med de sjæledøde godsejerskikkelser skulle udgøre første del, der modsvarede Helvedet.
Gogol kæmpede med at forfatte anden del svarende til Skærsilden og endte med at brænde manuskriptet i frustration over, at det kun var vellykket i de dele, der fortsatte den grotesk-komiske stil. Den tredje del, som skulle repræsentere Paradiset, nåede han aldrig at skrive.
Religiøse tekster
Gogols religiøse ideer fik i stedet et andet udtryk med hans Betragtninger over den guddommelige liturgi (1845) og desuden i Udvalgte steder fra en brevveksling med mine venner (1847), hvor han formulerede sin sympati for det bestående russiske samfund, herunder autokratiet og den ortodokse kirke. Den radikale intelligentsia reagerede med vantro og voldsom kritik, og især kritikeren Belinskij følte sig forrådt.
Gogols eftermæle
Gogols tragiske strid med sig selv og sin samtid har dog på ingen måde skadet hans eftermæle. Hans værker finder stadig nye generationer af læsere, og han har inspireret utallige forfattere, fra Dostojevskij til Mikhail Bulgakov og helt op til vore dage.