Ostrava (original) (raw)
Ostrava, på tysk Ostrau, Tjekkiets tredjestørste by (efter Prag og Brno) ved floden Odra mellem Sudeterne og Karpaterne i det nordlige Mæhren 140 km nordøst for Brno; 319.000 indbyggere (2005). Ostrava er administrativt centrum for Det Mæhrisk-schlesiske Amt (1.250.769 indbyggere, 2005).
Byen ligger i Ostravsko-Karvinská-bækkenet og var længe domineret af minedrift og stålindustri samt af kemisk industri. En stor kulforekomst blev opdaget i midten af 1700-tallet, men blev først brudt systematisk fra midten af 1800-tallet. Under det kommunistiske styre dækkede byen hovedparten af Tjekkoslovakiets behov for stenkul. Efter kommunismens sammenbrud oplevede byen en stor krise. Kulbrydningen blev indstillet i 1994, og mange store industrivirksomheder måtte indskrænke eller lukke.
I de seneste år har byen oplevet ny fremgang med satsninger på nye typer virksomheder, uddannelse og turisme.