Otto Jespersen (original) (raw)
Faktaboks
Otto Jespersen
Jens Otto Harry Jespersen
Født
16. juli 1860, Randers
Død
30. april 1943, Roskilde
Nationalitet
dansk
Virkested
Danmark
Otto Jespersen var en dansk sprogforsker med et usædvanligt vingefang. Efter skoleembedseksamen i 1887 med fransk som hovedfag og latin og engelsk som bifag kvalificerede Jespersen sig i 1891 med doktorafhandlingen Studier over engelske kasus til et professorat i engelsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet, som han varetog i perioden 1893-1925.
Fonetiske arbejder
I analysen af sprogets lydside brød Jespersen nye baner med den almene Fonetik (1897-99) og Modersmålets fonetik (1906). Forinden havde han i 1890 skabt Danias lydskrift, som er grundlaget for udtaleangivelserne i Ordbog over det Danske Sprog og Den Store Danske Encyklopædi.
Engelsk sprogundervisning
Inden for sit universitetsfag skrev Jespersen bl.a. hovedværket A Modern English Grammar on Historical Principles, 1-7 (1909-1949) og sproghistorien Growth and Structure of the English Language (1905). Han udmøntede sine idéer om engelskundervisning på basis af talesproget ved at anvende lydskrift ved siden af den normale retskrivning i sine lærebøger, som længe brugtes i næsten alle danske skoler (Sprogundervisning (1901)). Her var han en tidlig og effektiv tilhænger af den europæiske reformbevægelse.
Almen sprogvidenskab
Til den almene sprogvidenskab hører fx Sprogets logik (1913), Language, its Nature, Development and Origin (1922), The Philosophy of Grammar (1924) og Menneskehed, nasjon og individ i sproget (1925).
Med Fremskridt i sproget (1891) og senest i Efficiency in Linguistic Change (1941) forfægtede han sin grundtanke, at sproget som meddelelsesmiddel mellem mennesker vinder ved forenkling af bøjningssystemet. Det betyder, at fx engelsk og dansk for Jespersen står på et højere udviklingstrin end oldnordisk og latin.
Udvikling af hjælpesprog
Otto Jespersen deltog aktivt i verdensbevægelsen for hjælpesprog, bl.a. ved at være med til at udvikle det internationale hjælpesprog ido, og han konstruerede selv novial, der er beskrevet i Et verdenssprog (1928).
Hans værk Nutidssprog hos børn og voxne (1916) vidner om hans levende interesse for de almene mønstre i børns tilegnelse af sproget.
I 1916 lod Otto Jespersen sig portrættere af Gerda Ploug Sarp. Hendes tegning, der samme år blev anvendt som frontispice i Nutidssprog hos børn og voxne, forlener den berømte sprogmand med et skær af diskret selvsikkerhed og afklaret ro. Som yngre kunne Jespersen være skarp i sin saglige kritik af andre, men han mildnedes med alderen. Siden arbejdskampen i 1899 havde Socialdemokratiet hans politiske sympati.
Otto Jespersens eftermæle
Som forsker var Jespersen praktisk orienteret, og med sin altid klare og utvungne fremstillingsform var han en glimrende formidler. Flere af hans danske arbejder blev oversat til fremmede sprog. I 1934 gav Videnskabernes Selskab ham æresbolig i villaen Lundehave ved Helsingør.
Jespersen tilhører den lille kerne af sprogfolk, som alle lingvister over hele verden kender og stadig citerer. Det skyldes dels hans klare grundtanker, dels at han skrev på det sprog, der senere blev det foretrukne verdenssprog for akademisk virksomhed, engelsk. Endelig har det betydning, at Jespersen var uhyre bred: han dækkede både sproghistorie, moderne grammatik, fonetik og anvendt lingvistik (sprogundervisning, børnesprog).
I sprogvidenskabens historie står han med et ben i den sproghistoriske tradition og med et andet i den strukturalistiske. Han er en overgangsfigur mellem de to store paradigmer, som afløser hinanden mellem de to verdenskrige, og kan bruges af begge.