Peer Gynt (original) (raw)

Peer Gynt er et versdrama af Henrik Ibsen, der blev udgivet i 1867. Figuren er hentet fra Asbjørnsens Norske huldreeventyr og folkesagn, den ansvarsløse drømmer og eventyrer, der i en broget karriere svigter alt og alle for egen fordel, fra Gudbrandsdalen via Dovregubbens hal til Sahara og dårekisten i Cairo og tilbage til bygden. Denne karakter uden kerne frelses fra fortabelse, omsmeltning i knappestøberens ske, gennem Solveigs uendelige kærlighed.

Humoren og den revyagtige satire i den glitrende vers- og teaterkunst støttes af Edvard Griegs scenemusik i 23 dele, uropført 1876 og senere revideret; uddrag heraf samlede Grieg til de to _Peer Gynt-_suiter for orkester, begge siden arrangeret for klaver. Også Harald Sæverud skrev scenemusik til Peer Gynt (1947).

I 1960 indspillede Duke Ellington sit eget jazzarrangement af fem satser af Peer Gynt med sit bigband.