Petersakterne (original) (raw)

Petersakterne er en række apokryfe overleveringer om apostlen Peters gerninger. De er formentlig nedskrevet sidst i 100-tallet, og ca. to tredjedele er bevaret. Der findes en udførlig og farverig beretning om en konkurrence i Rom mellem Peter og troldmanden Simon Mager (se Simon). En anden del gælder Peters martyrium, hvor han blev korsfæstet med hovedet nedad efter et opgivet flugtforsøg (jævnfør quo vadis, Domine). Denne del har også verseret som selvstændigt skrift.

Petersakterne findes på dansk i Nytestamentlige Apokryfer. Oversættelse, indledninger og noter ved Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen (2002).