Pierre Loti (original) (raw)

Faktaboks

Pierre Loti

pseudonym for Julien Viaud

Født

14. januar 1850, Rochefort, Frankrig

Død

10. juni 1923, Hendaye, Frankrig

Den franske forfatter Pierre Loti var indtil 1910 officer i den franske flåde. Han deltog som frivillig i 1. Verdenskrig.

Pierre Loti førte fra 1867 omhyggeligt dagbog, og den blev siden delvis offentliggjort. Med materiale i sit omflakkende liv skrev han romaner, hvis melankolsk-romantiske kærlighedsintriger foregår i fjerne lande, fx debutromanen Aziyadé (1879, dansk 1892), og barske sømandsromaner, bl.a. Pêcheur d'Islande (1886, dansk Islandsfiskeren, 1887). Værkernes eksotiske miljøer skaffede ham stor popularitet. De fleste af Pierre Lotis bøger er oversat til dansk, nogle af forfatteren Johannes Jørgensen.

Pierre Lotis ægteskab med en japansk kvinde i 1885 siges at være inspirationskilde for Giacomo Puccinis opera Madame Butterfly (1904). Som 42-årig i 1892 blev han indvalgt i Académie française (Det Franske Akademi).