Quintus Tullius Cicero (original) (raw)

Quintus Tullius Cicero var en romersk politiker, guvernør, og militær officer i senrepublikkens periode. Han var yngre bror til Marcus Tullius Cicero.

Quintus blev højst sandsynligt født i Arpinum (nutidens italienske by Arpino i Lazio), hvor han tilhørte den velhavende ridderstand, ordo equester. Han blev i sin ungdom skolet sammen med sin bror Cicero og tog sammen med denne på sin dannelsesrejse til Athen og Rhodos i 70'erne f.v.t.

Quintus og Cicero var begge i et nært forhold til Atticus, som var en velhavende forretningsmand og selv ridder. Omkring 70 f.v.t. giftede Quintus sig med Atticus' søster, Pomponia. Ægteskabet var ikke lykkeligt, da Pomponia ifølge Quintus var alt for dominerende og besad en stærk selvstændig personlighed, som ikke komplementerede Quintus' egen personlighed. Ifølge Ciceros breve til Atticus var der ofte store uenigheder mellem Quintus og Pomponia, og de boede angiveligt ofte adskilt. Cicero og Atticus agerede mange gange mægler mellem de to. På trods af det ulykkelige forhold producerede ægteskabet en søn i 66 f.v.t., som fik navnet Quintus efter sin far. Både Quintus selv og Cicero var umådeligt stolte af sønnen, der klarede sig godt og så ud til at have en lovende fremtid.

Quintus fulgte den normale romerske karriere, det såkaldte cursus honorum, og var ædil i 66 f.v.t., og prætor i 62 f.v.t. Herefter tjente han som proprætor (guvernør) i Asien i en forlænget periode fra 61 til 59 f.v.t. Efter sigende var han en dygtig administrator.

Herefter sluttede han sig til Gaius Julius Cæsars felttog i Gallien som officer. Quintus tjente i flere slag, herunder invasionen af Britannien, og var på god fod med Cæsar selv, som han fik stor ros fra for sine militære egenskaber. Cicero skrev mange breve til sin bror under dennes ophold i Gallien, og Quintus fungerede til tider som en slags mellemmand mellem Cæsar og Cicero.

Under Ciceros embedsperiode som guvernør i Kilikien tjente Quintus som dennes legatus. Cicero gav i sine breve til Atticus udtryk for, at Quintus kunne være brutal og impulsiv, og at Cicero derfor ikke turde lade sin bror være uden opsyn.

På trods af sin tjeneste under Cæsar sluttede Quintus sig til Pompejus under borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus. Quintus blev ligesom Cicero senere benådet af Cæsar og kunne vende hjem til Rom.

I 43 f.v.t., da Triumviratet var dannet, blev både Quintus og Cicero proskriberet. Quintus flygtede, men vendte senere tilbage til Italien, hvor han blev holdt skjult af sin søn. Da sønnen blev tortureret i for at få ham til at opgive sin faders lokation, angav Quintus sig selv, og både søn og fader blev henrettet.

Der er bevaret 27 breve til Quintus fra Cicero og fire fra Quintus' egen hånd, hvoraf nogle er til Ciceros sekretær, Tiro. Quintus er muligvis også forfatteren til commentariolum petitionis, en vejledning i at søge konsulatet adresseret til hans bror i 64 f.v.t. Hans forfatterskab her er dog debatteret. Han forfattede desuden en række græske tragedier, især under sin militære karriere i Gallien – alle er gået tabt.

Forholdet mellem Quintus og Cicero var tilsyneladende kærligt. Af brevene at dømme var der kun én længerevarende konflikt imellem de to brødre – primært i årene under Cæsars diktatur (49-44 f.v.t.). Cicero fremstår dog generelt som den ældre bror, der formaner sin yngre bror. Brevene har ofte referencer til fælles barndomsminder eller glade stunder, og de giver et sjældent indblik i forholdet mellem brødre i den romerske senrepublik.