Riksrådet (original) (raw)
Siden dronning Kristinas kroning i 1650 var den ceremonielle rigsrådskjole en rød mantel af fløjl med en bort af hermelinsskind. Dertil hørte en hat af de samme materialer. I tidernes løb ændrede sig forholdene mellem de vide og røde dele af dragten. Portræt af Per Brahe den yngre, malet i 1675 (nu på Skokloster).
Riksrådet var den svenske konges og det svenske riges råd fra 1280’erne til 1789. Det kan ses som en forløber for den nuværende svenske regering.
Faktaboks
Også kendt som
rigsråd (på dansk), kungligt råd (på svensk fra 1682 til 1718).
Et medlem af rigsrådet kaldes også for rigsråd. Dette ord har fælleskøn på dansk, men intetkøn på svensk (ett riksråd).
Rigsrådet i middelalder og renæssance
Begyndelsen af det svenske rigsråd som fast institution kan spores tilbage til 1280’erne. Det bestod af verdslige og gejstlige medlemmer fra højadelen; de gejstlige var biskopper. De gejstlige medlemmer udgik af rigsrådet ved reformationen, men ellers levede institutionen videre.
Rigsrådet skulle repræsentere befolkningens interesser over for kongen, selv om det kun bestod af højadelige. På den anden side var det et rådgivningsorgan for kongen, hvor adelen ikke mindst værnede om sine egne interesser. Samtidig fungerede rigsrådet som højesteret (siden 1670 kaldt Justitierevisionen). I de perioder, hvor kongen var umyndig, havde rigsrådet stor indflydelse på landets styrelse.
Rigsrådet bliver bofast
Mens rådet tidligere var blevet sammenkaldt, hvis det skulle holde møder, omdannedes det under Gustav 2. Adolf til et permanent gremium i Stockholm. Siden 1621 er mødereferater bevaret (udgivet mellem 1878 og 1959 for årene indtil 1658).
Enevælde
Efter enevældens indførelse i 1680 under Karl 11. rekrutteredes frem for alt ledende embedsmænd til rigsrådet. Højaristokratien mistede indflydelse i rigsrådet og rigsrådet som helhed mistede også indflydelse. Dens hovedfunktion var nu at være højesteret.
Frihedstiden
Efter enevældens ophør i 1719 måtte kongen følge rigsrådets flertalsafgørelser. Med licentieringen indførtes en mulighed for at udelukke et medlem fra rigsrådets arbejde, hvis dets parti var i minoritet på rigsdagen. Det kan ses som den moderne parlamentarismes begyndelse i Sverige.
Den gustavianske tid
Ved Gustav 3.s statskup i 1772 tabte rigsrådet magt til kongen. Forenings- og Sikkerhedsakten af 1789 gav kongen muligheden til selv at fastlægge antallet af rigsrådets medlemmer. Han bestemte sig for tallet nul. Dermed ophørte det svenske rigsråd at eksistere. Dets dømmende funktion overgik til den nyindrettede Högsta domstolen.