Robert A. Heinlein (original) (raw)
Faktaboks
Robert A. Heinlein
Robert Anson Heinlein
Født
7. juli 1907, Butler, Missouri, USA
Død
8. maj 1988, Carmel, Californien, USA
Robert A. Heinlein er en amerikansk science fiction-forfatter. Han debuterede 1939 som skribent på magasinet Astounding Science Fiction og brød igennem med den dystopiske føljeton Starship Troopers (1959). Romanen blev lavet til film af samme navn i 1997, instrueret af Paul Verhoeven.
Filmen skabte en del debat, da visse segmenter af kritikere og biografgængere ikke var i stand til at afkode, at Verhoevens film tydeligvis var en satire over militarisme, imperialisme og xenofobi. Anderledes er det med romanforlægget, hvor det ikke er helt let at tyde, om Heinlein er fortaler for, eller modstander af, den fascisme og militarisme, der beskrives i bogen.
Heinlein regnes for en af genrens første seriøse moderne udøvere og som en af dens største fornyere, blandt andet fordi han integrerede science fiction-elementer i traditionel realistisk fiktion. Mest overbevisende var han, når han skrev om vanvittige fremtidssamfund og alternative livsmåder som i hovedværket Stranger in a Strange Land (1961). Heinlein skrev også flere romaner for unge, bl.a. Rocket Ship Galileo (1947), der filmatiseredes 1950 som Destination Moon; filmen, der vandt en Oscar for bedste special effects, var en af de første moderne science fiction-film med realistisk udseende rumdragter, rumskibe og andre former for effekter.