Rodri (original) (raw)
Faktaboks
Rodri
Rodrigo Hernández Cascante
Født
22. juni 1996, Madrid, Spanien
Rodri er en spansk fodboldspiller, der har haft stor succes både med Manchester City og det spanske landshold, og som de senere år generelt har været anerkendt som verdens bedste defensive midtbanespiller. Den 28. oktober 2024 blev han kåret til verdens bedste fodboldspiller 2023/2024 af det franske fodboldmagasin France Football og dermed tildelt Ballon d'Or.
Rodris klubkarriere
Rodri i en kamp for Manchester City den 14. september 2024.
Rodri begyndte at spille fodbold i den lille klub Raya Majadahonda i 2006, men blot et år senere skiftede han til Atlético Madrid, hvor han spillede frem til 2013. Herefter spillede han i to år i Villarreal, hvor han fik debut på førsteholdet i en pokalkamp 17. december 2015. Den 17. april 2016 fik han debut i den bedste spanske række.
I 2018 vendte han tilbage til Atletico Madrid på en femårig kontrakt, men allerede året efter blev han købt af Manchester City, hvor han 4. august 2019 fik debut i Community Shield-kampen mellem mestrene og FA Cup-vinderne. Her blev Liverpool slået efter straffesparkskonkurrence.
Med Manchester City har Rodri vundet det engelske mesterskab i 2021, 2022, 2023 og 2024, FA Cuppen i 2023, Liga Cuppen i 2020 og 2021, Champions League i 2023, hvor han stod for målet, da Inter blev slået 1-0 i finalen, og VM for klubhold i 2023.
Manchester City var også i Champions League-finalen i 2021, hvor Chelsea vandt 1-0. Her valgte klubbens manager, Josep "Pep" Guardiola (f. 1971), overraskende at se bort fra Rodri, hvilket mange efterfølgende kritiserede. Men siden har Rodri været en af holdets vigtigste og mest værdifulde spillere, og i løbet af 2022/2023-sæsonen etablerede han sig desuden som en af verdens allerbedste fodboldsspillere.
I begyndelsen af 2024/2025-sæsonen pådrog han sig en alvorlig knæskade og spillede først igen den 20. maj 2025.
Klubber som senior
- Villarreal (2015-2018)
- Atletico Madrid (2018-2019)
- Manchester City (2019- )
Rodris landsholdskarriere
Rodri kysser Nations League-trofæet efter Spaniens finalesejr over Kroatien i 2023.
Rodri fik debut på landsholdet, da han blev skiftet ind i slutningen af anden halvleg i en venskabskamp mod Tyskland den 23. marts 2018. Kampen endte 1-1. Men han blev ikke udtaget til truppen til VM i Rusland samme år.
Rodri var på banen i fem ud af seks kampe under EM i 2021, hvor Spanien nåede frem til semifinalerne. Ved VM året efter var han fast mand – som midterforsvarer. Her blev Spanien overraskende slået ud af Marokko i 1/8-finalerne – efter straffesparkskonkurrence.
Siden har Rodri som defensiv midtbanespiller været landsholdets naturlige omdrejningspunkt – med meget stor succes. I 2023 vandt Spanien Nations League, hvor Kroatien blev slået i finalen efter straffesparkskonkurrence. Og i 2024 vandt Spanien EM-slutrunden i Tyskland. Her spillede Rodri imponerende godt i flere kampe, og Spanien var uden tvivl turneringens bedste hold. I finalen, hvor England blev slået 2-1, fik han dog ikke sat det store aftryk, idet han blev skiftet ud i pausen på grund af en skade.
Medaljer med det spanske landshold
- 2021: EM-bronze
- 2024: EM-guld
Spillestil
Rodri er defensiv midtbanespiller og fungerer i den rolle både som playmaker og oprydder – på såvel klub- som landshold. Desuden er han god til at søge afslutninger, og da han har et godt skud, har han scoret en del mål – heraf mange vigtige.
Udvalgte kåringer
- Kåret til bedste spiller i Champions League i sæsonen 2022/2023.
- Kåret til bedste spiller i Nations League-slutspillet i 2023.
- Kåret til bedste spiller ved VM for klubhold i 2023.
- Kåret til bedste spiller ved EM i 2024.
- Kåret til årets bedste spiller i verden (Ballon d'Or) 2023/2024.