Ryukyu-øerne (original) (raw)

Musik fra Ryukyu-øerne har en særlig klang. Foto fra Okinawa, marts 2012.

Ryukyu-øerne er en japansk økæde, der strækker sig 1100 km sydpå fra Kyushu til Taiwan. Øgruppen består af flere end 70 øer, hvoraf de fleste i dag administrativt udgør Okinawa-amtet. Hovedøen er Okinawa, og af andre øer kan nævnes Miyakojima og Ishigaki langt mod syd.

Faktaboks

Også kendt som

Ryūkyū-shoto (琉球諸島), Nansei-shoto (南西諸島)

De bjergrige øer er af vulkansk oprindelse og har kun lidt anvendelig landbrugsjord. De er præget af tropisk og subtropisk plantevækst, blandt andet sukkerrør, ananas og ris, og mange er omgivet af koralrev. I dag er turisme en væsentlig indtægtskilde.

Ryukyu-øernes historie

Ryukyu-øerne var indtil 1879 et selvstændigt kongerige. Øerne var knudepunkt for indbringende handel og trafik mellem Kina, Japan og Sydøstasien. Gennem mange århundreder betalte kongen tribut til kejseren i Kina og senere samtidig til Satsuma-klanen, som havde regeret i området omkring det nuværende Kagoshima i Sydjapan siden 1200-tallet og i 1609 invaderede øerne. Under Satsuma-regimet var våben forbudt, og på Okinawa og flere andre øer i økæden udviklede der sig derfor flere indflydelsesrige varianter af karate og andre former for kampsport uden våben.

I 1879 blev øerne med tvang underlagt Japan af Meiji-regimet i Tokyo. De var i 1945 scene for de blodigste slag på japansk jord under 2. Verdenskrig, og bitterheden mod såvel USA som Japan er stadig stor i befolkningen. Efter krigen var Ryukyu-øerne besat af USA indtil 1970, og USA har stadig omfattende baser på hovedøen Okinawa. Modstanden mod disse baser er stor i befolkningen på øen.

Sprog

Sprogsituationen på Ryukyu-øerne er kompleks. Historisk har øerne i øgruppen haft egne sprog, der er markant anderledes end japansk. Efter at øerne blev indlemmet i Japan i slutningen af 1800-tallet, blev disse sprog betragtet som dialekter. Først i 2000-tallet er ryukyu-sprogene blevet anerkendt som selvstændige sprog, men i dag har japansk status som det udbredte og dominerende standardsprog på øerne. Lokale myndigheder og borgere har taget en række initiativer, som skal holde øernes sproglige diversitet i live.

Læs mere i Lex

Kommentarer (3)