Sigmar Polke (original) (raw)

Faktaboks

Sigmar Polke

Født

13. februar 1941, Oels, Schlesien, Tyskland (i dag Oleśnica, Polen)

Død

10. juni 2010, Köln, Tyskland

Sigmar Polke var en tysk billedkunstner. Polke regnes sammen med kunstnere som Joseph Beuys, A.R. Penck, Gerhard Richter, Anselm Kiefer, Jörg Immendorff og Georg Baselitz for en af efterkrigstidens mest betydningsfulde tyske billedkunstnere.

Sigmar Polkes uddannelse

Familien Polke blev som tyske fordrevet fra Schlesien i 1945. Efter en periode i Thüringen flygtede familien fra DDR i 1953 til Vestberlin og bosatte sig senere i Düsseldorf.

I Düsseldorf gennemførte Sigmar Polke fra 1959 til 1960 en uddannelse som glasmaler. Fra 1961 studerede han maleri under professorerne Gerhard Hoehme (1920-1989) og Karl Otto Götz på Kunstakademie Düsseldorf, hvorfra han dimitterede i 1967.

Kapitalistisk realisme

Begrebet kapitalistisk realisme (Kapitalistischer Realismus) blev brugt første gang i 1963 i forbindelse med en udstilling i Düsseldorf, Polke arrangerede sammen med billedkunstnerne Gerhard Richter, Manfred Kuttner (1937-2007) og Konrad Lueg (1939-1996). De fire kunstnere havde lært hinanden at kende på kunstakademiet i Düsseldorf, hvor de fik undervisning hos den meget centrale kunstner Karl Otto Götz, der repræsenterede en stærkt eksperimenterende linje indenfor den informelle kunst i Vesttyskland. I dette progressive miljø i Düsseldorf og inspireret af de nyeste kunstneriske aktiviteter i London, New York og Paris, som de fire kunstnere lærte at kende gennem relevante kunsttidsskrifter, trådte de fire ind på arenaen i 1963.

I foråret 1963 arrangerede de fire kunstnere, Polke, Richter, Lueg og Kuttner en udstilling med grafik og maleri i et tomt lokale i Kaiserstraße i Düsseldorf. I pressemeddelelsen, der var underskrevet af Richter, blev begivenheden betegnet som den første udstilling af tysk pop art, med billeder, der kan betegnes som pop, junk kultur, imperialistisk eller kapitalistisk realisme.

I efteråret 1964 blev arbejder af Richter, Lueg og Polke sammen med værker af billedkunstneren Wolf Vostell og andre under titlen Neo-Dada, Pop, Decollagé, Kapitalistischer Realismus præsenteret i det vigtige Galerie René Block i Vestberlin hos galleristen og kuratoren René Block (født 1942), der havde tætte bånd til kunstnerne og til den tyske og internationale avantgarde.

Kendetegnet for disse tidlige udstillinger var til tider politiske temaer såsom fortrængningen af ​​den nazistiske fortid, sexisme og racisme samt social uretfærdighed som afspejling af kapitalismen. Udtryksmidlerne var grafik og malerier med motiver hentet fra magasiner, reklamer, familiefotos, forbrugsvarer og hverdagsgenstande samt happenings og installationer.

Rasterbilleder

Fra 1963 skabte Sigmar Polke de første såkaldte rasterbilleder ud fra blandt andet avisfotos, hvor forstørrede rasterprikker slørede motivet og fascinerede beskuerens øje desto mere. Han arbejdede desuden med bearbejdningen af andre masseproducerede materialer og billedtyper, fx maskintrykte stoffer og tegneserieagtige figurer, hvilket placerede ham inden for pop art.

Polke arbejdede i mange stilarter og eksperimenterede med brug af materialer. I 1980'erne undersøgte han blandt andet alkymistiske processer ved brug af lak og andre kemikalier i kombination med grafik.

I perioden fra 1977 til 1991 var Sigmar Polke professor ved Hochschule für bildende Künste i Hamburg.

Læs mere i Lex

Kommentarer