Skoleskibet Danmark (original) (raw)
Skoleskibet Danmark, stålbygget, tremastet fuldrigger med hjælpemotor, bygget af Nakskov Skibsværft 1933 til Ministeriet for Søfart og Fiskeri for dengang at give sejlskibsuddannelse til vordende navigatører, i dag til vordende styrmænd og skibsførere som led i officersuddannelsen til handelsflåden. Skibet har en bruttotonnage på 790 GT og er 59,8 m langt (skrog) og 10 m bredt. Det kan føre 26 sejl med et samlet sejlareal på 1632 m2; stormasten når 38,6 m over havets overflade.
På årlige togter af 3-5 måneders varighed uddannes 80 elever, både drenge og piger. Undervisningssproget har siden 2010 været engelsk. Skibet var 1941-45 i amerikansk tjeneste som skoleskib med dansk besætning. Ansvaret for driften af Skoleskibet Danmark har siden 2003 ligget hos det maritime uddannelsescenter MARTEC i Frederikshavn, men skibet ejes fortsat af staten.