Strib (original) (raw)
Strib, by umiddelbart nord for Middelfart på næsset Strib Odde i Lillebælt; 4526 indb. (2017).
Faktaboks
Strib nævnes 1553 som Strif, af gammeldansk strip 'strimmel', formodentlig brugt om smal strimmel skov.
Strib er lokalcenter i Middelfart Kommune og fungerer i dag overvejende som boligområde. En gennemgående forretningsgade deler byen i en vestlig del med småbebyggelse og mindre boliger og en nordlig med en del mondæne villaer.
Efter anlæggelsen af Fredericia i 1650'erne fungerede Strib som færgeoverfartssted. Omkring 1800 opførtes Strib Færgegård, der 1897-98 blev omdannet til badehotel. 1865-1935 var byen endestation for Nyborg-Strib-banen, men den mistede sin trafikale betydning ved åbningen af den første Lillebæltsbro i 1935. Strib udviklede sig derpå som badested og industriby, fra 1950'erne som forstad til Middelfart.