The Cliffters (original) (raw)

The Cliffters var et tidligt dansk rockorkester.

Bandet blev dannet i 1959 og bestod oprindeligt af sangeren og guitaristen Johnny Reimar, leadguitaristen Mogens Petersen (1942-91), keybordspilleren Ole Rasmussen (1943-2023), trommeslageren Jan Pedersen (f. 1943) og bassisten Lars Kofoed (f. 1945, dødsår ukendt).

Johnny Reimar begyndte meget tidligt at tænke sig en karriere i musik. Han skrev sange og dannede såkaldte rockbands i Odense i slutningen af 1950'erne, og i 1959 flyttede han til København. Her etablerede han sig hurtigt med det nye band The Cliffters, som blev husorkerster i Kødbyen, hvor danseinstruktør Børge Kisbye (1912-66) fra begyndelsen af 1950'er havde en danseskole og fra slut-50'erne arrangerede meget populære rock-baller.

Hurtig succes

The Cliffters i 1961.

The Cliffters etablerede sig hurtigt via koncerter og pladeudgivelser som Danmarks førende såkaldte "pigtrådsorkester". Deres første single udkom i 1961 og b-siden "How Wonderfull to Know" blev et kæmpe hit på bl.a. piratstationen Radio Mercur.

Nummeret var en coverversion af et Cliff Richards hit fra samme år. The Cliffters skrev som udgangspunkt ikke deres sange selv, men indspillede populære udenlandske pop- og rocksange.

En enkel lidt usædvanlig undtagelse er instrumentalnummeret "Django" (1962), som er krediteret guitaristen Mogens Petersen, men som dog strengt taget begynder med The Shadows' "Shazam". "Django" er faktisk et mere helstøbt nummer, og guitaristen blev da også siden kendt som Mogens "Django" Petersen pga. den karakteristiske hvide Fender-guitar og hans brug af ekko-rumklang på hittet.

På rekordtid fik The Cliffters store radio- og singlehits med numre som "Walk on By" (1962) og "Twistin' Patricia" (1962).

Under en The Cliffters-koncert i KB-hallen i 1963 fik Johnny Reimar et voldsomt elektrisk stød, som sendte ham på hospitalet. Der havde også været begyndende konflikter, fordi Johnny Reimar ønskede en mere popagtig linje, så han valgte at træde ud af bandet. De resterende medlemmer forsøgte at forsætte uden deres populære frontfigur, men endte med at opløse sig selv i 1964.

Gendannelse i 1987

Efter mange års succes som dansktopsanger, pladedirektør og iværksætter valgte Johnny Reimar i 1987 efter opfordring fra Tivolis legendariske Vise Vers Hus at gendanne The Cliffters med den originale besætning. De spillede flere gange med stor succes, men bandet undergik en del ændringer. Da de i 1988 begyndte deres ugentlige "torsdagskoncerter" på Københavns nye restaurant og spillested, den tidligere Storebæltsfærge, Færgen Sjælland, som lå ved kajplads 114 tæt på Langebro, bestod bandet bl.a. af leadguitarist Steen Hansen (1959-2016) og bassist Rudolph Hansen (1947-2006), som tidligere bl.a. havde spillet med Defenders, Povl Dissing og The Savage Rose.

The Cliffters spillede mere end 1000 koncerter på færgen, og de var også på turné rundt i hele Danmark. Johnny Reimar har fortalt i sine erindringer "Mr. Showbiz – fra Rock til Ridder" (2000), at bandet efter gendannelsen tit spillede mere end 200 koncerter om året, og de havde store succes med deres nostalgiske plader. Langsomt sagtnedes koncerttempoet, og The Cliffters optrådte i de sidste 10-15 år kun sporadisk.

Udvalgt diskografi

Læs mere i Lex

Kommentarer