Thomanerchor (original) (raw)
Thomanerchor er et tysk drengekor i Leipzig. Koret blev grundlagt i 1212 og var sammen med Thomasschule og Thomaskirche indlemmet i augustiner-korherreklosteret Sankt Thomas.
Eleverne blev oprindeligt uddannet til at træde i stedet for klosterets korherrer i forbindelse med musikudøvelse. Thomasschule var tilgængelig for elever fra Leipzig generelt og regnes derfor som byens ældste offentlige skole. Ved Reformationens indførelse i 1539 kom Thomasschule og dermed koret ind under bystyret. Da klosterets bygninger blev nedrevet, fik skolen i 1553 til huse i en ny bygning, som eksisterede til 1902. I dag hedder skolen Thomasgymnasium.
Koret består af omkring 100 sangere i alderen fra 8 til 18 år. Dets berømmelse skyldes i særlig grad Thomaskantorerne, der efter Reformationen var tilknyttet Thomasschule og Thomaskirche; blandt disse er den mest betydningsfulde Johann Sebastian Bach, der var kantor i perioden 1723-50. Koret giver ofte gæstespil og har rejst over det meste af verden. Meget søgt er lørdagsvesper i Thomaskirche, hvor repertoiret ofte er kantater og motetter af Bach.
Ved store koncerter samt på søn- og helligdage er korets yngste sangere iført matrostøj, i Tyskland kaldet 'Kieler Bluse'.