UEFA (original) (raw)
UEFA er en sammenslutning af de nationale europæiske fodboldforbund med hovedsæde i den schweiziske by Nyon. UEFA blev grundlagt i 1954 og er med sine 55 medlemmer den mest indflydelsesrige af de seks kontinentale fodboldføderationer inden for FIFA.
Faktaboks
Også kendt som
Union of European Football Associations
Turneringer
UEFA arrangerer turneringen om europamesterskabet (EM) for landshold hvert fjerde år, Nations League hvert andet år, de årlige europæiske klubturneringer Champions League, Europa League og Conference League samt UEFA Super Cup, der er en kamp mellem vinderne af Champions League og Europa League i samme sæson; forbilledet er kampen mellem mestrene og pokalvinderne under de respektive nationale forbund. Foruden disse arrangeres bl.a. diverse ungdomsturneringer.
UEFA's præsidenter
UEFA har haft 7 præsidenter siden sin oprettelse; den første var danskeren Ebbe Schwartz (1901-1964).
| Periode | Præsident |
|---|---|
| 1954–1962 | Ebbe Schwartz (Danmark) |
| 1962–1972 | Gustav Wiederkehr (Schweiz) |
| 1973–1983 | Artemio Franchi (Italien) |
| 1983–1990 | Jacques Georges (Frankrig) |
| 1990–2007 | Lennart Johansson (Sverige) |
| 2007-2016 | Michel Platini (Frankrig) |
| 2016– | Aleksander Čeferin (Slovenien) |