Ulugh Beg (original) (raw)
Faktaboks
Ulugh Beg
Født
22. marts 1394, Timurid, Iran
Død
27. oktober 1449, Samarkand, det nuværende Usbekistan
Ulugh Beg var turkmensk fyrste, astronom og matematiker; sønnesøn af Timur Lenk.
I 1409 fik Ulugh Beg overdraget styret i Samarkand af faderen, Shah Rukh (1377-1447), men viste sig aldrig som en betydelig politiker eller hærfører. Han interesserede sig mere for videnskab, og det var hans hensigt at gøre Samarkand til et muslimsk kulturcentrum.
Ulugh Begs observatorium
I 1420 grundlagde han i Samarkand et astronomisk observatorium med bl.a. en kæmpemæssig, delvis nedgravet sekstant en armillarsfære, flere himmelglober og et diopter. Sekstanten havde en radius 40 m og omtales ofte som en kvadrant; — størrelsen af vinklen på instrumentets cirkelbue er omdiskuteret.
Ulugh Begs arbejde og instrumenter
Ulugh Beg og hans assistenter foretog i årene 1420-1437 et stort udmålingsarbejde, som resulterede i en ny planettabel samt et stjernekatalog med ca. 1.000 stjerner, det første nye siden Ptolemaios'; de store instrumenter muliggjorde en hidtil uset nøjagtighed i positionsangivelsen. Han bestemte desuden ekliptikas hældning med en fejl på kun 1/2 bueminut og det tropiske års længde med en fejl på kun 1 minut.
Efter faderens død i 1447 opstod der familiestridigheder om arvefølgen, og Ulugh Beg blev afsat fra tronen og kort tid derefter myrdet.