William Rowan Hamilton (original) (raw)
Faktaboks
William Rowan Hamilton
Født
4. august 1805
Død
2. september 1865
William Rowan Hamilton var en irsk matematiker. Hamiltons usædvanlige begavelse viste sig meget tidligt: I femårsalderen oversatte han fra latin og græsk, og da han var 13, beherskede han 13 sprog. Efter studier ved Trinity College i Dublin blev han i 1827 udnævnt til kongelig astronom og professor i astronomi samme sted. Han havde da allerede påbegyndt sine vigtige studier af geometrisk optik baseret på et variationsprincip og den såkaldte karakteristiske funktion (1824-32). I to store artikler (1834-35) generaliserede han brugen af den karakteristiske funktion til mekanikken, således at lysstråler i optikken svarer til partikelbaner i mekanikken. Han udviklede også en særlig, såkaldt kanonisk, formulering af mekanikken, som i 1900-tallet viste sig at være et bekvemt udgangspunkt for formuleringen af kvantemekanikkens bevægelseslove. Den operator, der i kvantemekanikken er knyttet til et systems energi, betegnes derfor Hamiltonoperatoren. Efter i 15 år at have forsøgt at udvikle en algebra for tredimensionale "vektorer" i stil med de komplekse tal konstruerede Hamilton i 1843 kvaternionerne.