Woody Allen (original) (raw)

Faktaboks

Woody Allen

egl. Allen Stewart Konigsberg

Født

30. november 1935, Brooklyn, New York, USA

Woody Allen på den 80. Venedig Filmfestival den 4. september 2023.

Woody Allen er en amerikansk filminstruktør og komiker, der i sin karriere har kombineret den populære komikerrolle med en virksomhed som auteur-instruktør.

Woody Allens karriere

Woody Allen spillede over for sin daværende partner, skuespilleren Mia Farrow, i flere film, bl.a. komedien Broadway Danny Rose fra 1984.

Inden Woody Allen debuterede som instruktør, skrev han vittigheder til andre og til sig selv og var standupkomiker både live (tilgængeligt på grammofonplade), i tv og i filmroller.

I 1969 instruerede Woody Allen sin første film, Take the Money and Run. Han er ofte selv i centrum i de tidlige farcer. De spiller på parodiske referencer til andre film og former sig som et fyrværkeri af visuelt og verbalt vid, der følger traditionen fra Buster Keaton, Bob Hope og Jerry Lewis. Med de bittersøde komedier Annie Hall (Oscarbelønnet) og Manhattan brød han igennem som seriøs instruktør med film om kærlighedens og parforholdets vilkår.

Her rendyrkede Woody Allen også sit fiktive alter ego som jødisk new yorker-intellektuel med et skyldpræget forhold til sex og et ironisk-neurotisk forhold til omverdenen. Det knugende familiedrama Interiors vidner om hans beundring for Ingmar Bergman og markerer en overraskende dyster side af hans talent. Hans produktivitet er høj — ca. en film om året gennem tredive år og alle skrevet af ham selv. Han spiller ofte selv en rolle, ligesom han har spillet i andres film, bl.a. i Martin Ritts The Front om blacklistning i McCarthyperioden.

Allen har benyttet sine private partnere i de kvindelige hovedroller: Diane Keaton i de tidlige film og Mia Farrow indtil 1990'erne, da en skandalehistorie opløste forholdet. Blandt filmene fra 1980'erne er flere kuriøs meta-filmkunst, der leger med illusionerne, fx Zelig og The Purple Rose of Cairo. Radio Days er en nostalgisk periodefilm, og psykologiske kammerspil som Hannah and Her Sisters, Crimes and Misdemeanors og Husbands and Wives forløser tragikomikken i de største emner: kærlighed og død.

Blandt Woody Allens vigtigste senere film er musicalen Everyone Says I Love You (1996), metafilmen Deconstructing Harry (1997) og trekantsdramaet Match Point (2005). Midnight in Paris (2011) er en kærlighedserklæring fra Woody Allen til byernes by, Paris, men samtidig også en forunderlig tidsrejse. I Blue Jasmine (2013) udforsker Allen med Cate Blanchett i hovedrollen forholdet mellem to søstre og USA i finanskrisens tid.

Allen modtog ærespriser som anerkendelse for sin karriere ved Venedigs Filmfestival i 1995 og ved Cannes Filmfestival i 2002.

Tematik og stil i Woody Allens film

Woody Allens univers kan ses som filmisk sidestykke til den bølge af jødisk-amerikansk fiktion, der med Saul Bellow, Bernard Malamud, Philip Roth og E.L. Doctorow har præget USA's litteratur i 1960'erne og 1970'erne. For en amerikansk instruktør har han i usædvanlig grad formået at bevare den fulde kontrol med sine film.

De er skabt billigt og uden kompliceret filmteknik, men distribueres alligevel til almindelige biografer. De er dog nok mere værdsat i Europa end i USA. Allen har desuden skrevet humoristiske bøger, bl.a. Side Effects (1980, Bivirkninger, 1981), og skuespil som Play It Again, Sam, der blev spillet på Broadway i 1969 og filmatiseret 1971 af Herbert Ross: En historie, hvor Woody Allen som rådvild nyskilt søger hjælp hos Humphrey Bogart. En række af Allens manuskripter foreligger i bogform.

Givet hans omfangsrige produktion er der variation i Allens film, selvom det er tydeligt at sex og samlivsforhold er klare tendenser for ham. I hans tidlige film brugte Allen ofte en fiktionaliseret version af sig selv, typisk i selvironiske selviscenesættelser, som tegner hans forhold til sex som ekstremt skyld- og tvangsbetonet.

Allens film er kendetegnede ved at være minimalistiske film, ofte med håndholdt kamera, dynamiske scener og fokus på karaktererne. Dermed kan filmene produceres billigt og hurtigt, hvilket er med til at forklare hans rasende produktivitet. Stilen er desuden ofte intim med lange indstillinger og nærindstillinger, sjældent givet til spektakulære sekvenser. Især hans tidlige film kan minde om kammerspil i Bergmans tradition, hvilket også kan forklare, at Allens modtagelse er blevet stærkere i Europa end i USA.

Allens film er ofte underspillede komedier, selvom de ofte tager fat på dybe eksistentielle forhold. Allens tidlige film er ofte direkte inspireret af psykoterapien og dette italesættes ofte gennem filmene, omend der kun sjældent er scener ved en terapeut. Dermed er karaktererne ofte præsenteret som dysfunktionelle, selvom de oftest virker hypokondriske i deres psykologi.

Personligt liv og kontroverser

Woody Allen har gennem sit liv haft en række forskellige partnere, primært Diane Keaton, Mia Farrow og mest kontroversielt Soon-Yi Previn. Previn er formentligt født i 1970 og er Mia Farrows adoptivdatter. Allen og Previn blev gift i 1997, hvilket skabte store kontroverser og har sat Allen i problematisk lys siden da.

Farrow anklagede desuden Allen for pædofili mod hendes adopterede datter Dylan. Sagen blev afvist grundet manglende beviser, men Allens liv har siden da haft intens interesse — til tider mere end hans film. HBO udgav i 2021 Allen v. Farrow, en dokumentarserie, som udforsker misbrugsanklagerne mod Allen. Allen afviste selv at medvirke i dokumentaren, men har udtalt – sammen med Previn – at dokumentaren alene var lavet for at skade ham og hans omdømme.

Film instrueret af Woody Allen

Læs mere i Lex

Kommentarer