anker (original) (raw)

Patentankre.

Et anker er et redskab, der bruges til at fastholde et skib til havbunden på en ønsket position. Ankeret skal således hindre uønsket drift forårsaget af vind og strøm.

Typer af ankre

Ankre findes i en række former. Der er dog to hovedformer, som er de mest almindeligt anvendte, nemlig stokankeret, der blev benyttet gennem hele sejlskibsperioden, og patentankeret, der nu er stort set enerådende.

Stokankeret

Stokanker, der hænger under kranbjælken på et linjeskib, klar til at falde. Drengen giver et begreb om det ca. 4000 kg tunge ankers dimensioner. Den svære talje øverst bruges til at løfte ankeret op ved letning. Efter Jean Boudriots The Seventy-Four Gun Ship, bind 4, 1988.

Stokankeret har en god holdeevne, idet armenes ene flig graver sig ned i havbunden ved træk, da stokken lægger sig vandret og sørger for, at fligene er vinkelret på havbunden.

I takt med at skibene blev større, blev ankrene det også, og omkring midten af 1800-tallet var grænsen for, hvad det var muligt at håndtere med hånddrevne spil og taljer, nået.

Patentankeret

Moderne patentanker af typen A.C. 14. Ankeret, der er af støbestål, findes i alle størrelser fra 3 kg til 30.000 kg dækkende behovet fra små rofartøjer til supertankere.

Med indførelsen af jern som skibsbygningsmateriale og damp som kraftkilde for ankerspil fremkom det stokløse anker, patentankeret. Problemet med at få hold i havbunden blev løst ved, at armene ikke længere udgjorde en fast del af ankeret, men var drejelige om nederste del af læggen. Denne konstruktion sikrer, at begge flige søger at grave sig ned i bunden ved træk i ankerkæden.

Patentankre fremstilles i støbestål og kan udføres i enhver ønsket størrelse. De største skibe har ankre med en vægt på over 30 ton.

Bovankre og hækankre

Et skib har ikke sjældent tre ankre, nemlig to bovankre placeret i ankerklys i forskibet og et hækanker placeret i et ankerklys i agterenden.

Ankerkæden

Et ankers evne til at fastholde skibet forøges væsentligt af en lang og tung ankerkæde.

Ankerkæden, der blev almindelig fra midten af 1800-tallet, smedes af jern og har de fordele, at den kan føres direkte fra ankerklysset op over ankerspillet, samt at den på grund af sin vægt hænger i en bue og derved bedre absorberer pludselige ryk fra skibet. Det sikrer, at ankeret ikke river sig løs fra havbunden, eller at ankerkæden springer.

Effektivitet og brug

Ankerets effektivitet er afhængigt af konstruktionen, af havbundens beskaffenhed og af kædens længde i forhold til havdybden, idet det bedste hold fås, når kædens vinkel med havbunden er så lille som muligt.

Ved at bruge et anker fra hver ende af skibet kan man få dette til at ligge i enhver ønsket retning, hvilket kan have betydning i snævre farvande, og hvor der er skiftende strøm.

Endelig kan man varpe med et anker, dvs. lægge et anker ud med skibets fartøjer, for derefter at hale skibet ud til ankeret ved træk i kæden, fx under forsøg på at få et grundstødt skib fri af grunden.

Ankerets historie

Ankre kan spores ca. 3000 år tilbage, og de har vel eksisteret lige så længe, som man har sejlet. Oprindeligt var det blot en natursten med et hul i, men i Middelhavsområdet kendes allerede fra 6-700 f.v.t. ankre, tilhugget som pyramidestubformede blokke med hul igennem til ankertovet.

Ved vor tidsregnings begyndelse havde ankeret fået sin klassiske og alment kendte form: En læg, der i sin øverste ende har en stok på tværs samt et hul eller en ring til tovet, og som i den anden ende har to skråtstillede og tilspidsede arme, vinkelret på stokken. Mange af disse tidlige ankre var lavet af tungt og hårdt træ, der med beslag af bly fik den fornødne vægt.

Allerede antikkens skibe havde adskillige ankre. Skibet, som Paulus strandede med på Malta under sin rejse til Rom, havde således mindst seks ankre.

Ankerets symbolik

Ankre er et almindeligt brugt symbol for alt, der har med søvæsen at gøre. I en mere overført betydning symboliserer ankret 'fast holdepunkt' og håbet, hvor korset symboliserer troen og hjertet kærligheden.

Da ankret kan minde om et kors, har det især tidligere hyppigt været anvendt på gravmæler, evt. flankeret af en delfin. I romersk tid blev et anker sammenstillet med en delfin brugt som symbol på henholdsvis langsomhed og hurtighed; festina lente ('skynd dig langsomt') var et udtryk for livsidealet den gyldne middelvej.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)