antefleksion (original) (raw)
Livmoderen ligger som regel næsten vandret indover blæren med den øverste rand (fundus) pegende fremover. Ved denne stilling er der en vinkel på cirka 120° mellem livmoderen og livmoderhalsen, som betegnes antefleksion.
Livmoder
Af Lex/Created with BioRender.com.
Antefleksion er betegnelsen på det knæk eller den bøjning fremover, som livmoderlegemet (corpus uteri) normalt danner i forhold til livmoderhalsen (cervix uteri). Dette er den hyppigste position for livmoderen. Den gravide livmoder "rejser" sig i takt med, at graviditeten vokser, og således bliver den mere oprejst under graviditeten frem imod termin. Det modsatte er retrofleksion.
Faktaboks
Ordet kommer af latin ante ‘foran, fremover’ og flexio ‘bøjning’