autoxidation (original) (raw)
Autoxidation, autooxidation, våd forbrænding, proces, hvor luftens ilt ved almindeligt forekommende temperatur langsomt forener sig med (oxiderer) et andet stof, i reglen under tilstedeværelse af vand. Et eksempel er omdannelsen af zink til zinkhydroxid ved reaktionen: Zn + 2H2O + O2 →Zn (OH)2 + H2O2. Dannelsen af hydrogenperoxid (brintoverilte), H2O2, er typisk for uorganiske autoxidationsprocesser.
Faktaboks
Ordet autoxidation kommer af græsk auto- og afledn. af oxid 'iltning', af oxys 'sur, skarp'.
Organiske stoffer
Organiske stoffer reagerer med luftens ilt under dannelse af især peroxider ved en proces, der katalyseres af bl.a. lys og tungmetaller.
I levnedsmidler giver fedtstoffers autoxidation anledning til harskning. Se også levnedsmiddelkvalitet.