avocado (original) (raw)
En avocado er frugten fra avocadotræet, Persea americana, et stedsegrønt træ i laurbærfamilien oprindelig hjemmehørende i Mellem- og Sydamerika. Frugterne, der er ca. 10 cm lang, er pæreformede med en giftig, grøn eller brunviolet skal og en stor kerne. Avocado stammer fra Centralamerika og blev bragt til Sydspanien i begyndelsen af 1600-tallet. Avocado blev først udbredt i Europa i løbet af 1970'erne med en omfattende import blandt andet fra Israel. Den dyrkes nu vidt udbredt i tropiske og subtropiske egne.
Faktaboks
Ordet kommer fra spansk aguacate, som er lånt fra ordet āhuacatl, frugtens navn på det aztekiske sprog nahuatl. I Alonso de Molinas ordbog over nahuatl fra 1571 er ordet også opgivet med betydningen 'testikel', men det er en eufemistisk brug og ikke ordets hovedbetydning.