byld (original) (raw)
Byld er en ansamling af betændelse i et væv. En byld skyldes som regel infektion med bakterier, men enkelte svampearter og amøber kan også give bylder. Pusset består af vævsrester, hvide blodlegemer samt levende og døde bakterier. Der findes også sterile bylder, hvor der ikke kan isoleres mikroorganismer fra pusset.
Faktaboks
Også kendt som
absces (ordet kommer fra latin abscedere 'udsondre')
Pusansamlinger i eksisterende hulrum i kroppen, som for eksempel bughulen eller brysthulen, kaldes empyemer.
Forekomst
Bylder kan forekomme i næsten alle organer, for eksempel hud, underhud, muskulatur, lunger, lever, hjerne og nyrer. Bylder i hud og underhud kan ses med det blotte øje som en rød, øm, afgrænset hævelse. Bylder i indre organer, fx lunger, nyrer, lever og hjerne, kan ofte påvises med billeddiagnostik, herunder ultralydsundersøgelser, CT- eller MR-scanninger med anvendelse af kontrast.
Bakterier som årsag
En række bakterier kan forårsage bylder, men nogle bakterier, fx stafylokokker, har større evne til at danne bylder end andre. Symptomer og sygdomstegn afhænger blandt andet af byldens lokalisering og størrelse, og af typen af bakterier, der forårsager bylden. Mikrobiologisk undersøgelse af prøvemateriale fra bylden er ofte ønskelig for at klarlægge årsagen.
Behandling
Behandlingen af bylder er normalt kirurgisk drænage, som regel kombineret med antibiotikabehandling.